Jeg vågner brat ved lyden af vækkeuret og kigger lige ind i dets røde, digitale øjne, der ikke kan undgå at minde mig om det job, jeg hader: arbejdet på bomuldsfabrikken. Otte timers indholdsløst arbejde. Min kone ligger ved siden af mig. Hun er 18 år. Jeg er 20. Jeg drukner mine øjne i regnen, der hamrer ned over de trøstesløse grå bygninger udenfor. Jeg gider ikke mere. Jeg starter et band”¦
Nogle gange virker ovenstående stemningsbillede som standardbilledet på Manchester i slutningen af 1970’erne. Forståeligt nok, for det at spille i et band var for flere vejen ud af tristessen og middelmådigheden, der især i Manchester kan være VIRKELIG trist og middelmådig. Bands var der nok af, og det er ikke utænkeligt, at de mange bands faciliterede ideen om et pladeselskab. I hvert fald stiftede Tony Wilson, tv-vært med eget musikprogram, Alan Erasmus, arbejdsløs skuespiller og bandmanager, samt produceren Martin Hannett Factory Records i 1978 og udgav samme år ep’en A Factory Sample med numre fra forskellige Manchester-bands.
30 år er altså gået, siden de tre herrer besluttede at sætte Manchester på musikkens verdenskort, og det fejrer Rhino ved at udgive bokssættet Factory Records: Communications 1978-92. Opsamlingens 64 numre er udvalgt af den engelske musikjournalist Jon Savage og bevæger sig bevidst kronologisk – fra Factory Records første vinyludgivelse, Joy Divisions single Digital fra A Factory Sample, til den sidste, 12-tommerudgaven af Happy Mondays’ Sunshine and Love.
Hitparade i Manchester
Lad det være sagt med det samme. Bokssættet byder på adskillige hit og giver et rigt indblik i Manchester-bandenes udvikling, som kulminerede med Madchester-bølgen, anført af bands som Happy Mondays og The Stone Roses. Men bokssættet tilbyder ikke kun hit, men også et fascinerede vue over den på mange måder sært skizofrene og eklektiske bandrooster, Factory Records havde, der både talte succeser som Joy Division, OMD, Happy Mondays, New Order, og mindre kendte navne som Crispy Ambulance, Section 25 og Miaow.
Lyden af Factory Records blev i høj grad skabt af produceren Martin Hannett, der i kraft af sin rolle som medskaber af de forskellige bands distinkte lyd var hovedansvarlig for den profil, Factory Records fik. Hannett, der døde i 1991, var berømt for sine tekniske evner bag mixerpulten, og han var uden tvivl en af de mest profilerede producere i sin tid. På mange måder skabte han, via sit arbejde med bands som The Buzzcocks, Joy Division og Happy Mondays, lydsporet til en generation, der i dag giver genlyd hos bands som Kaiser Chiefs, The Killers og Interpol.
Factorys første år
Cd 1 beskæftiger sig med de fire første år af Factory Records og lægger naturligt ud med en af de største succeser, Factory Records nogensinde havde: Joy Divisions mekaniske postpunk på “Digital”. Meget sigende for Factorys skizofrene stil, hvad angår bandvalg, følger herefter Cabaret Voltaires “Baader Mainhof”, der ligger i et krydsfelt mellem kunstnerisk avantgarde-performance, musik og politisk statement.
Den første cd byder på tre numre med A Certain Ratio, og deres første bidrag, “All Night Party”, illustrerer det lurende mismod, der – med undtagelse af The Distractions poppede kærlighedsode, “Time Goes By So Slow” – præger de første syv numre af opsamlingen. Dystre, hakkende guitarer og en lige så dyster bas tilsat Simon Toppings mørke tekst, der handler om den evigt fortsættende (destruktive) fest, skaber et af de bedste numre på den første cd, der så småt mærker indflydelsen fra synthesizeren, som for alvor holdt sit indtog i rockmusik i 1970’erne og 1980’erne. Eksempler på det er især OMD’s fremragende “Electricity” og The Durutti Columns instrumentale popperle “Sketch for Summer”.
På pladens midte bliver tempoet sat en del i vejret, selvom om postpunkens mekanik og mismod til tider stadig træder frem, f.eks. på Section 25’s “Girl’s Don’t Count”. Tendensen på cd 1 er på mange måder melankolsk, om end A Certain Ratios “Shack Up” varsler nye tider. Nummeret domineres af skrattende guitarer, a fat, funky beat, horn, claves, ærtefløjte og kvindestøn, der på flere måder minder om Talking Heads’ flirt med selvsamme funk på Stop Making Sense. De lidt mere poppede og glade tendenser følges op af en støjbelagt originalversion af New Orders “Ceremony”, hvor det er Bernard Sumner og ikke Gillian Gilbert, der synger, som det er i den rensede version, der blev udgivet seks måneder efter denne. Meget sigende for den følgende tid afsluttes den første cd med Section 25’s “Dirty Disco”, hvor der stadig er drive, postpunket mekanik og småstøjende guitarer, men alligevel er lyden rundere og bassen mere funky, især når man sammenligner med epokens kantede indledningsnummer fra Joy Division.
Joy Divisions aske
Cd 2 er en ny epoke. I kraft af Ian Curtis’ død var der ikke længere noget Joy Division. Men af asken opstod New Order – om end med et markant mere elektronisk og udadvendt-dansabelt udtryk end Joy Division – og derfor virker det også logisk, at det er New Orders up-beat “Everything’s Gone Green”, der indleder cd 2.
Og generelt er det netop beatet, der er i fokus på cd 2, der bevæger sig fra 1981-1984. En del af forklaringen herpå er nok udviklingen af trommemaskinen, der for alvor tog fart i slutningen af 1970’erne, hvor især Rolands CR-78 og Boss DR-55 – i kraft af deres billige pris – var relativt meget anvendt. I 1980 kom med Linns LM-1 muligheden for digital sampling, hvis distinkte lyd var med til at definere lyden af 1980’ernes pop, og man må selvfølgelig heller ikke glemme Rolands TR-808 og TR-909, der i kraft af sin – sammenlignet med Linn-modellerne – lave pris og unikke analogt genererede lyd kom til at spille en vigtig rolle i den fremspirende elektroniske og hiphopfokuserede undergrund.
Under alle omstændigheder er mange af numrene på cd 2 præget af at have et grundlæggende beat kørende under sig, ligesom funken også øver sin indflydelse, f.eks. på Royal Family and the Poors’ (måske første britiske bud på) politiske spokenword/rap, “Art on 45”. Indimellem synes det dog, som om enkelte band stadig kæmper med mismodet, f.eks. A Certain Ratio på nummeret “Knife Slits Water”, der trods en funky bas og eksplicitte referencer til sex har en dyster klang, og ikke mindst Tunnelvision med forsanger Chris Sheas nærmest desperate vokal på “Watching the Hydroplanes”.
Især mod slutningen af pladen begynder det dansevenlige præg at markere sig, ligesom fascinationen af beat og synth bliver mærkbar. 52nd Streets’ “Cool As Ice” er et decideret kultklubhit, Quando Quangos “Love Tempo” er et tempofyldt funky synthmonster, ligesom indledningen til New Orders kæmpehit “Blue Monday” – om noget præget af trommemaskinens muligheder – ikke kan undgå at rykke i fødderne. Men alligevel synes tidsånden og bevægelsen mod det dansevenlige at signaleres allerbedst af remixet af “Yashar”, hvor Cabaret Voltaires indledende politisk-dystopiske mantra afløses af trommebeat, »ah, ah / åh, åh«-vokal, tung synth og funky klaverstrukturer.
Trommemaskinens herredømme
Hvis man kan sige, at cd 2 repræsenterede trommemaskinens indledende indflydelse, så er cd 3 herredømme. Det er rock med masser af synthesizer og ofte et fasttømret, stabilt beat, der på mange måder foregriber 00’ernes elektroclash. Et nummer som Section 25’s “Looking from a Hilltop” er et skoleeksempel på tendensen på cd 3, der lægger sig i et krydsfelt mellem innovativt pionerarbejde og overdone, bl.a. fordi nummeret er ekstremt langt, og fordi trommemaskinen tiltager sig så afgørende en rolle. Men nummeret har samtidig også noget ekstremt koldt og futuristisk over sig, der skriver undergrund med versaler over nummeret og medvirker til at gøre det interessant.
Samtidig er cd 3 er nok også den cd, der svinger mest ind og ud mellem alle mulige og umulige genrer. Der er flere perler, men der også enkelte lidt overflødige numre, f.eks. Kalimas “Trickery” og Miaows “When It All Comes Down”. De bedste numre på cd 3 er elektroniske i deres udtryk og afsøger nærmest alle muligheder for at smide beats og synth ind efter forgodtbefindende, hvilket selvsagt gør lytteoplevelsen interessant, men det var endnu ikke helt gået op for kunstnerne, at det ikke nødvendigvis behøvede at vare otte minutter. Perlerne er – ud over New Orders klassikere “Confusion” og “True Faith” – A Certain Ratios superfunky “Sounds Like Something Dirty”, Marcel Kings “Reach For Love”, der ifølge Shaun Ryder fra Happy Mondays var den bedste single Factory havde udgivet, og ikke mindst Biting Tongues’ hæsblæsende afropop-inspirerede polyrytmiske funk i “Compressor”. Derudover er det selvfølgelig også værd at nævne, at det var i denne tredje periode, 1983-1987, at Happy Mondays dukkede op med hittet “24 Hour Party People” og “Kinky Dancin’”, der ifølge Tony Wilson var »den mest rå introduktion til moderne soul, verden nogensinde vil få.
Tid til Madchester
Cd 4 dækker periodemæssigt en epoke i Manchester-musikkens historie, nemlig Madchester, der betegnede Manchesters alternative rockscene i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, hvor musikstilen var én stor blanding af psykedelisk rock, indierock, melodisk pop og dance, især kendetegnet ved gentagne beats og catchy korstrukturer. Lyden var ekstremt moderne, og de retropoppede virkemidler – ringlende guitarer, orgler og en skarp, skarp fornemmelse for pop (dvs. gode melodier) – blev klippet i stykker og sat sammen på nye og alternative måder.
Navne, der associeres med scenen, var bl.a. The Stone Roses, Inspiral Carpets og ikke mindst Factorys Happy Mondays (termen Madchester er faktisk taget fra en Happy Mondays-sang), der havde flere kæmpe hit på det tidspunkt, f.eks. “W.F.L.”, “Kinky Afro” og ikke mindst “Step On”, der alle tre er at finde på cd 4. Scenen var enormt populær i England i nogle år, men fadede herefter ud, om end scenen dog nåede at inspirere indflydelsesrige bands som Oasis, Pulp og Blur.
En tredjedel af den fjerde cd består logisk nok af Happy Mondays-numre, heraf to i remix-versioner. Herudover er der to New Order-numre (bl.a. Englands VM-sang fra 1990, hvor det engelske fodboldforbund nedlagde veto mod nummerets oprindelige titel “E for England”), ligesom diverse New Order-medlemmers sideprojekter, hhv. Electronic og The Other Two, tager yderligere tre. Så er der lige pludselig ikke så mange numre tilbage, der præsenterer helt nye input, selvom det er værd at fremhæve Durutti Columns congasdominerede, sfæriske “Home” og det fremragende Northside-nummer “Shall We Take a Trip”, der især med de indledende linjer »L… S”¦ D”¦« giver et fingerpeg om, hvad der også var på spil i Manchester i Madchester-perioden.
Revolutionerende musiklaboratorium
Der går mange historier om de tre grundlæggere og måden, selskabet blev drevet på, der til sidst endte med at blive kørt i sænk og gå i betalingsstandsning med en samlet gæld på ca. 2 mio. pund, hvilket på det tidspunkt svarede til ca. 20 mio. kr. Det er dog heldigvis musikken, der er i fokus – også i bokssættets lækre booklet – og det er prisværdigt, for Factory Records og ikke mindst Martin Hannett havde gang i noget, der for sin tid var ganske enestående og nyskabende.
Sammenlignet med vores tid er der ingen tvivl om, at der har været en masse ideer på færde, og for sin tid må lyden indimellem have været overrumplende »what the f”¦«-agtig – sådanne øjeblikke havde jeg ved gennemlytningen, og det er altså næsten 30 år senere. Indimellem er musikken en smule naiv, men samtidig også et revolutionerende nysgerrigt musiklaboratorium, der har genereret et hav af ideer, som bliver perfektioneret, videreudviklet og kombineret i dag. Og det er selvfølgelig klart, at der i et laboratorium indimellem vil være forsøg, der går galt, og sådan er det også på Factory Records”¦.
Men i et historisk perspektiv kan man ikke komme uden om den imponerende fremsynethed, Factory Records besad. De har haft fingrene nede i mulden og har haft mere eller mindre indflydelse på en lang række af de allerstørste postpunkbands overhovedet. Bands som også i dag spiller en vigtig rolle, når der skal spilles op til fest; Joy Division, Happy Mondays og New Order er lysende eksempler på dette. Til tider går der lige lovlig meget trommemaskine og synthsyntese i den, men det lå i tidens strømninger, og som et historisk vidnesbyrd og som samlerobjekt i sig selv er Factory Records: Communications 1978-1992 en fremragende udgivelse. Jeg fandt i hvert fald flere bands, som jeg skal have tjekket lidt grundigere ud, og så er missionen med en sådan boksudgivelse vel lykkedes til fulde.
