Bishop Allen: Grrr...

Man siger, at førstehåndsindtrykket er det vigtigste. Coveret på Bishop Allens tredje plade, Grrr…, der ganske enkelt viser bandnavn og pladetitel skrevet med farverige, børneagtige typer, med øjne og knurhår på G’et, leder ved første blik tankerne i retning af det let ironiske, naivistiske og overdrevent pusse-nussede. Det indtryk viser sig at holde stik, når pladen snurrer i anlægget: Linjerne »Am I dimmer every day / am I just a little glimmer / like a tiny bobbing head / of an oceanswimmer,« den behageligt solskinspoppede melodi, samspillet mellem den let skramlede guitar og violinen såvel som sanger Justin Rices let anstrengte stemme lyder præcis lige så quirky og nuttet indie-agtigt, som man kunne forvente. Det eneste, der mangler for at gøre stereotypen perfekt, er en smule glockenspiel eller marimba. Det skal man dog ikke lede længe efter, da næste skæring, “The Lion & the Teacup” (og resten af pladen for den sags skyld), indeholder begge dele i rigelige mængder.

Men nu skal man jo ikke tilskrive førstehåndsindtrykket mere betydning end højst nødvendigt, og da slet ikke som anmelder. Og desuden behøver et band jo ikke opfinde den dybe tallerken hver evig eneste gang. Men når det indiepoppede udtryk er så genkendeligt – eller fortærsket, hvis man skal være lidt grov – så bør der i hvert fald være rigeligt med catchy melodier til at trække en given plade op over den store, plumrede masse af potentielle soundtracks til “Juno II”.

På Grrr… skal man dog frem til femte skæring, “Oklahoma”, før der rigtig er noget, der bliver hængende i øregangene. Det er så til gengæld også en fin og sprælsk omgang indiepop med sprødt guitararbejde og stønnende »ah-oh-oh«-kor.

Næste skæring, “The Ancient Commonsense of Things” er nærmest fremragende. Her får netop violin og marimba plads til at skabe et fint væv af melodiske mønstre, og så er det simpelthen bare en af de bedste sange på en plade, der ellers i eklatant grad mangler kvalificeret melodimateriale.

Mest irriterende er det, når bandet forsøger at skabe dynamik i et nummer ved at skrue op for guitarerne, som i “Cue the Elephants” eller “South China Moon”, der begge er aldeles kedsommelige. Bishop Allen er uden tvivl bedst, når det naivistisk skøbelige bibeholdes, og når numrene drives af andet end blot guitar, bas og trommer. Det lykkes også fint på den skævt sejlende “Shanghaied” og på den lo-fi-poetiske “The Magpie”, men så er det vist også ved at være slut med nævneværdige skæringer, alt inklusive.

Og så viser førstehåndsindtrykket sig jo faktisk at holde nogenlunde stik alligevel. Man kunne have håbet, at bandets musikalske udtryk ikke var nær så generisk som deres grafiske arbejde, men det er desværre ikke tilfældet. Men det er naturligvis ikke det væsentligste problem. Grrr”¦ indeholder bare ikke flere gode sange, end hvad der nødtørftigt ville kunne fylde en ep.

Når teksterne så godt som ikke er blevet omtalt endnu, skyldes det, at de går fint i spænd med de musikalske bestræbelser. Man stopfodres med nuttede dyremetaforer, kærlighed, der aldrig bliver mere og voldsommere end allerhøjst romantisk bittersød, beatpoetiske storby-betragtninger light og påklistrede erklæringer om livet som outsider. Det virker alt sammen ganske utroværdigt og tilstræbt og trækker bestemt ikke pladen op.

Den førnævnte ep ville være en aldeles glimrende en af slagsen, men nu indeholder Grrr”¦ desværre bare 13 sange, og med en alt for stor mængde fyld, der spænder fra det decideret dårlige til det generisk middelmådige, er den antageligt hurtigt glemt igen.