Man må sige, at Depeche Mode har fundet stabiliteten i deres musikliv, og deres udgivelser er efterhånden helt polerede og skandalefri, hvor kedeligt det end kan lyde.
Jeg har nu altid haft en svaghed for nogle af de mere kradsbørstige udgivelser, der mødte verden iklædt interne stridigheder og masser af stoffer, alkohol og psykiske problemer. Set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv var det nok klogt at indstille den dårlige vane, men hold da op, hvor indeholder Violator og Song of Faith and Devotion 100 pct. musikalsk stjernestøv. Det lidt mere pæne bagkatalog, der strækker sig over de seneste 10 år, har også masser af perler at byde på, og generelt laver Depeche Mode musik med en vis substans.
Deres seneste bud på en synth-plade, Sounds of the Universe, er endnu en god og givende udgivelse med en tydelig Depeche Mode-signatur, og skal man sætte et label på pladen, må det være, at bandet forsøger at fusionere deres forskellige tidslommer. De er gået lidt væk fra den industrielle lyd fra Playing the Angel, og maskinparken har fået reloadet noget 80’er-inspiration, til trods for at det er samme producer, Ben Hillier, der har drejet på knapperne.
Det er der kommet en del udmærkede Depeche Mode-numre ud af – ikke mindst deres forret “Wrong”, som i sit ubehagelige og markerede lydunivers sætter kurs mod de mere mørke egne. Videoen er i øvrigt mindst lige så ubehagelig at studere, men man drages ind i historien og det beskidte og kolde lydtapet. Gahan synger stadig godt, og Martin L. Gores kompositioner spidder ofte de helt korrekte steder og giver den dynamik, der er bandets store styrke og snart har været det gennem 30 år.
Pladen starter en anelse gumpetungt og introvert, hvor der fokuseres for meget på det lydmæssige og nærmest filmiske. Det glider dog i baggrunden, efterhånden som pladen skrider frem, og der er stort hitpotentiale i både “Peace” og “Hole to Feed”. Det er ligeledes lykkedes at få integreret Gore og hans vokalbidrag, som åbenbart skal være en del af en Depeche Mode-plade – på godt og ondt. Det fungerer faktisk godt på “Jezebel”, og man får ligefrem lyst til at gå i krig med at udforske tidligere udgivelser for at høre, om der skulle være bedre bidrag af samme skuffe (her er “Home” fra Ultra dog stadig en personlig favorit).
Sounds of the Universe er ikke en radikalt skelsættende plade fra et band, der det meste af min levetid har leveret den ene gyldne single efter den anden. Jeg tvivler lidt på, at den om to år vil nærme sig toppen af listen over de mest toneangivende Depeche Mode-plader, men det behøver heller ikke at være top-tre hver eneste gang. Mindre kan sagtens gøre det, og Depeche Mode plejer at holde et pænt bundniveau, hvilket de i høj grad også gør på Sounds of the Universe, der på mange områder trækker en fin rød tråd gennem bandets lange historie og derfor kan være med til at få gamle lyttere til at tænke i nye baner og omvendt.
