Drive Like Jehu, Pitchfork, Hot Snakes. Rick Froberg er den slags musiker, der kan glo tilbage på tidligere tiders bedrifter og nikke anerkendende til sig selv og vide, at det har man egentlig gjort meget godt, også selvom det ikke altid har været som frontmand. Alle er de anerkendte bands, der har bevæget sig inden for posthardcore, garagerock og alternativ punk, og derfor vil der naturligvis altid være opmærksomhed omkring en ny Froberg-relateret udgivelse. Gamle hunde, der stadig kan, er jo altid værd at give en chance, hvis man har tid og lyst, og der er da heller ikke noget, der bør forhindre en i at give sig hen til mandens nyeste projekt, Obits, og deres debutalbum, I Blame You.
Obits er et rockband. Simpelt, men det er svært at beskrive det meget nærmere. Der er garagerock i rytmen, der er rockabilly i twangene, og der kan også spores indie i kompositionerne, men på trods af alle disse elementer, så formår pladen aldrig rigtig at løfte sig til at være andet end en rockplade. Og hvem kan have noget imod det? Er det ikke bare et spørgsmål om at gøre sig til ét med det, pladen tydeligvis vil, og så bare drive af sted på guitarlicks, til du bliver blå i hovedet af rockende udmattelse? Er det ikke bare så såre simpelt?
Tjoooo. Hvis det skal være enkel rock, så er der ingen grund til at kritisere det for ikke at være andet, og det er vel bare en præmis, der må godtages. Det har jo også i lang tid været et værdiladet kodeord for kvalitet: det enkle, rene, simple riff, der rykker. Der er vel ingen grund til at lege med den perfekte opskrift. Men hvis nu føromtalte riff og førføromtalte guitarlick ikke rigtig er en del af mindeværdige sange, og hvis du ikke bliver vækket af nogen af de følelser, der helst i en vis grad skal vælde op i en, når man hører god rock’n’roll, så er der en præmis, der godt må kritiseres, og en opskrift, der hellere end gerne må rodes rundt i og omdefineres, til der kommer liv i det igen.
I Blame You er en fin plade. Den er tight spillet og flot produceret. Lækker, lækker guitarlyd og et eksplosivt trommespil, der smelter inde i øret, og det er de ting og detaljer, der er pladens store styrke. Frobergs stemme er sej; nærmest ekkobetonet. Lige på grænsen mellem ren og rå. Der er ikke en finger at sætte på lyden, medmindre man er ude på, at det skal være mere beskidt og råt, men det er ikke en hardcore punkplade. Den er blevet kælet om, puttet og fodret hver dag, og den har fået alt, den havde brug for. Du kan mærke varmen og hjertet, og de ting skal til, men det er desværre ikke nok til at skabe gode plader, og gode plader hænger ikke på hverken træer eller god produktion, så der skal et helt centralt element med, der desværre mangler på I Blame You: mindeværdige sange. Der er højdepunkter, som den Hives-inspirerede garagebluesfræser “Talking to the Dog”, og “Light Sweet Crude”, som er en af den slags sange, der oser som rock kan, bør og skal ose, når det bedst. Ørkenrock og dedikation til at leve livet med støv og coolness i forladte hytter på døde sletter. Det er i de øjeblikke, hvor produktion og melodi fungerer sammen, i stedet for at man bare står med en lækkert lydende plade, der bare aldrig kommer ud over kanten.
Jeg kan ærlig talt ikke komme i tanke om én eneste dårlig sang på pladen, men jeg kan stort set heller ikke komme i tanke om nogen melodier, og det er synd, synd, synd og skam. Man ved jo allerede godt, hvad Froberg er i stand til, og når jeg kan mærke den elskelighed, der er i Obits-projektet, så beder jeg til, at efterfølgeren spænder sig fast og indfrier det desværre alt for uforløste potentiale i I Blame You.
