Man skal som bekendt aldrig skue hunden på hårene. For selvom St. Vincent, med det borgerlige navn Annie Clark, ganske vist har en lys og fin stemme, der matcher hendes porcelænshud og dådyrøjne på coveret, ligger der bag det sarte og smånaive udtryk en Annie Clark, der er en hårdtarbejdende maestro med et imponerende overblik og en mørk side.
I 2007 udgav den allerede dengang erfarne multiinstrumentalist sit debutalbum under navnet St. Vincent. Albummet med den meget direkte titel Marry Me var en både smuk og sikker debut. Opfølgeren til dette album har Clark kaldt Actor, og det er om ikke direkte teatralsk, som titlen kunne antyde, så i hvert fald mere grandiost. Alt er blevet lidt større – melodierne, orkestreringerne og rytmerne. Sidstnævnte kan McKenzie Smith og Paul Alexander fra Midlake takkes for, da de står for Actors rytmesektion. Et andet ikke uvæsentligt navn, der har haft indflydelse på albummets lyd, er den ene producer (Clark selv er den anden), John Congleton, der tidligere har produceret for Modest Mouse og The Polyphonic Spree, som Clark før var medlem af.
Det er en kompliceret plade, der er kommet ud af det. For det første er der en stor detaljerigdom, og Clarks talentfulde art-pop fremstår mere som eventyrlige, fortællende værker end som egentlige sange. Inspirationskilderne er mange, og albummet har rødder i både klassisk orkestermusik, støjrock, jazz, buldrende electronica og den sarteste indiepop.
For det andet er albummet meget ekspressivt, også langt mere end Marry Me, hvis humor Actor heller ikke har. Clark udtrykker sig stærkt – med en musikalsk vekselvirkning mellem det yndige og melodiske og det buldrende og skurrende. Udtrykket svinger mellem disse to poler stort set hele albummet igennem og formidler en indre frustration hos Clark, der gør en meget nysgerrig. Man får færten af en mørkere side af den uskyldigt udseende Clark, og der er noget foruroligende, der ligger og kribler et sted midt mellem det sarte, det voldsomme og lyrikken. I åbneren “The Strangers” synger Clark med krystalklar stemme: »Desperate doesn’t look good on you / neither does your virtue« – der er et eller andet mystisk på færde, og når det ellers så melodiske startnummer kolliderer i larm, er man forvisset om, at alt ikke er så pænt, som det ser ud.
Efter et udbrud med orkesterudladning eller elektronisk rumlen rykker Clark videre til noget mere delikat og underspillet. Hun styrer en fin orkestrering af eksempelvis strygere og fløjter, som på “Black Rainbow” – indtil også dette nummer til sidst opbygges med stor dramatisk effekt. Indimellem spirer også iørefaldende melodistykker med klare korstemmer og poppotentiale, som på “Laughing with a Mouth of Blood”. Dette nummer afspejler på eminent vis hele albummets dobbelthed med det søde over for det voldsomme, hvilket titlen også viser i sig selv.
St. Vincent kan sammenlignes med Joan as Policewoman som modig sangskriver, Regina Spektor som historiefortæller og med Björk som komponist. Når der refereres til Björk, er det ofte på grund af sangmåden, men ikke her. Det er nemlig orkestreringen og sangopbygningen, de to kvinder har til fælles – de mestrer begge at bibeholde den blide stemme, mens kraftfuld elektronik eller et orkester eskalerer og udtrykker den indre vold eller kraft bag den spinkle vokal. Slægtskabet kan især høres på “Marrow”.
Paralleler til trods er det dog svært at komme i tanke om andre kunstnere, der helt rammer i samme kategori som St. Vincent, der her har skabt et lille unikum af en plade. Actor er som sagt en kompliceret affære, besværlig og koket som en skuespillerinde, men også mangefacetteret og udfordrende som de bedste af slagsen.
