Sangen “Cinema vs. House” på The Broken Family Bands syvende album, Please and Thank You, indeholder linjen »We could go to the cinema / but that’s two hours without speaking.« Tekststykket fik nostalgien frem i denne anmelder, men desværre ikke i form af gode minder. For år tilbage var jeg på en date. Vi havde valgt en biograftur til vores første møde. Det udviklede sig til timers anspændt tavshed, da det desværre viste sig at være en helaftensfilm med indlagt pause. Nu skal det hele ikke handle om mit privatliv, men sangen frembragte pludselig flere associationer. Den handler om, hvordan fortælleren spændt afventer mødet med den udkårne. Når de endelig mødes, forsvinder magien, og de store forventninger brister. Det kan vi vist alle nikke genkendende til.
Netop forholdet til det andet køn er hovedtemaet på Please and Thank You. Andre sange handler om at sige tak for sidst til frafaldne samarbejdspartnere, kampen mellem de gode intentioner og syndens mange fristelser samt farerne ved at rippe op i gamle sår. Overordnede, alment menneskelige problemstillinger, der kan vække genklang hos de fleste. Vi præsenteres dog ikke for overraskende løsninger eller pudsige historier. Vi bliver på det banale niveau. Der er ganske meget teenage-rebelskhed over de lyriske udfoldelser, hvilket ikke er udpræget positivt. Nu kender jeg ikke tekstforfatterens præcise alder, men at dømme efter billedmaterialet ligner han ikke umiddelbart en tvær teenager.
Musikken er jo altid det væsentligste og kan redde mangt en uformående tekst. Gruppen beskrives flere steder som havende udgangspunkt i den alternative country-verden. Det er meget muligt, at bandets dna kommer herfra, men evolutionen har sat sit umiskendelige præg. Gruppens lyd er i dag en venlig og kun en smule kantet rockmusik med 10 pct. genmateriale fra slacker-rock a la Pavement. Afslutningsnummeret, “Old Wounds”, har en country-vibe over sig, men den mærkes kun her. Sangene er melodiske, ofte med markante omkvæd. Specielt “St. Albans” og “Cinema vs. House” har høj energi og stigende intensitet. Det lader dog til, at alle sangene har samme grundsubstans. Det gør, at overraskelsesmomentet er fraværende.
Man efterlades med smagen af middelmådighed. Der er ingen dårlige sange på Please and Thank You, men heller ingen fremragende. Energien er til stede, men den fastlåste formel med intro/vers/omkvæd gør pladen gennemsnitlig. Hvis vi skal være positive, er den ukompliceret, umiddelbar og til tider charmerende.
