Mars Volta, 03.07.09, 21.00, Arena
The Mars Volta har netop smidt deres femte studiealbum, Octahedron, på gaden og har med det introduceret en lyd, der på mange måder synes mere iørefaldende og klar, end hvad der tidligere er kommet fra bandets hånd. Et skridt, der satte tydelige præg på fredagens koncert, både positive og negative.
Bandet har før været kendt for deres stærkt progressive optrædener med et psykedelisk kludetæppe af et set, der på udechifrerbar vis sammenstykkede segmenter fra alle hjørner af diskografien til et syret og freejazz-influeret hele, men dette præg var til en vis grad erstattet af en mere struktureret opbygning. Skæringer fra den nye plade, som den simple og melodiøse “Halo of Nembutals”, fremstod som deciderede hits, i stil med hvad man kan høre fra et semiprogressivt rockband, som eksempelvis Muse. Simpliciteten skal nu ikke forstås som en kritik, for det klare og fængende var velplacerede indslag blandt de mere eksperimenterende udladninger.
Det var dog hovedsageligt under disse, at bandet syntes ikke helt at kunne følge deres musiks høje standarder. Cedric Bixler-Zavala var som altid et energisk bekendtskab, hvis unikke vokal udbasunerede hysteri såvel som klokkeklar vellyd, hver gang han åbnede munden, men på den instrumentelle side havde bandet ikke altid samme sikre tag på fremførelsen. Især trommerne kunne havde tålt en mere distinkt og dominerende plads i lydbilledet, men også de mest komplicerede instrumentelle kaskader havde det med at mudre til i uklarhed.
Dermed var de mest melodiøse skæringer ofte bandets redning, for de nye numre og gamle kendinge, som “Drunkship of Lanterns” og “Roulette Dares”, gik klart ind. På den bekostning lykkedes det The Mars Volta at sammenstykke en fængende og sjældent kedelig oplevelse, der dog ikke var den velspillede og komplekse suppe af indtryk, man havde håbet på at være vidne til. (SP)
Jenny Wilson, 03.07.09, 00.00, Odeon
For Jenny Wilsons vedkommende var der stort fokus på kostumeafdelingen, da hun trådte ind på scenen med sin dominerende skikkelse og sit ‘big mama look’. Hun var iført en stor løsthængende kjole og en matchende bredskygget hat, mens en af hendes bandmedlemmer var overtrukket af en finurlig tyl-anordning, og alle lamper lyste ætsende grønt ud mod publikum, der var klar til natsværmeri på Odeon.
Og det var just præcis natsværmeri, der blev serveret på en meget iscenesat og ufleksibel, men stadig nogenlunde humørfyldt facon. Jenny satte sig hurtigt bag sit lille hvide klaver og spillede sine halvt muntre og halvt længselsfulde, men stadig temmelig intetsigende R&B-kompositioner, der blev fuldt op af noget slow-rhythm, art halvhjertet stammedans, som burde være forblevet på tegnebrættet.
Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg fandt koncerten følelsesløs og flommet, selvom man skulle mene, at der var grobund for en interessant oplevelse. Det hele faldt bare lidt til jorden, da det var, som om der var lagt flere kræfter i hendes fremtræden end i fremførelsen. Det var show for showets skyld, hvilket var mærkbart og utilfredsstillende, og det gik hurtigt hen og blev tamt.
Det kitschede præg, koncerten fik, lod også til at lægge yderligere distance til et publikum, der gradvist mistede interessen, og til sidst kun kunne give udtryk af at være sporadisk adspredt.
Det svenske hitnavn måtte altså se sig slået rimelig eftertrykkeligt ned i jorden, mens musikken aldrig rigtig fik lov at blomstre i det tørkeramte Roskildeområde. Til gengæld blev der ikke sparet på det farvestrålende lys og de sjove hatte. (JH)
Det kan godt være, at det efterhånden var ved at være sent på aftenen, men det forhindrede nu ikke The Soft Pack i at spille en brandgod koncert, der viste bandet fra deres bedste side. Deres buldrende basgange, flænsende guitarer og catchy melodier var lige præcis den slags postpunk, der skulle til for at spille en træt anmelder op.
Det startede lige på og hårdt, og sådan blev det ellers ved hele vejen igennem den én time lange koncert. Ikke én gang faldt energiniveauet, og det kræver sit band at kunne holde gejsten, når man spiller sent og for forholdsvis få mennesker. For der var ikke mange, der var mødt op for at høre San Diego-bandet, der ellers er blevet hypet rigeligt på blogs, netzines og så videre.
Det var en skøn blanding af sløsethed og stram organisation, der gjorde, at det hele fungerede så godt. For selvom bandet til tider virkede, som om at de ikke helt var klar over, hvad der foregik omkring dem, eller hvad de skulle spille, spillede de godt. Om det var de surfagtige numre eller de vildt catchy synge med-sange, der kunne være hevet ud af en hvilken som helst skatefilm, formåede de at imponere.
Oppe foran scenen var der fest, og to langhårede fyre gav hinanden high fives, efter de sange de havde stået og ventet på. Det sidste nummer endte med en kraftudladning af guitarstøj, woohoo-sang og en guitarist, der forlod scenen før de andre, fordi han vel følte, at hans job var gjort. Det var det, og det var gjort godt. (MHN)
årh, soft pack gad jeg godt se. det lyder som en god oplevelse.
Hej Jeppe,
Du kan tro, at det var en rigtig god oplevelse. De var fire flinke fyre, der forstod at give den gas på scenen. Derudover var de også flinke og rare at snakke med, så det kunne ikke være bedre.
– Mathias