Darling Don’t Dance: Bare Frames

Darling Don’t Dance er en Århus-trio bestående af tre piger, der for et par år siden besluttede sig for at lave noget musik sammen, sådan bare uden videre. Ingen eksperimenter for mærkelige, ingen referencerammer for brede og på ægte dekonstruktivistisk vis: ingen overordnet tiltænkt struktur. Umiddelbart ret anarkistisk, men også ret charmerende med denne intuitive og naive tilgang til lyd.

Deres første ep, Bare Frames, er lige landet og er allerede blevet bemærket, både herhjemme og i New Yorks undergrund, hvor bandet er faste gæster på den alternative scene – men hvad er det, de kan, de tre darlings?

Det vil jeg gerne besvare med et blik ned ad “memory lane”, for kan du huske den scene i Tarantinos “Kill Bill”, hvor Uma Thurman aka Black Mamba indfinder sig i O-rens yakuzaborg for at plukke en lille japansk høne med sin tidligere kollega? En krystalklar vinternat træder hun ind i sin sommergule heldragt med sorte fartstriber og Hattori Hanzos uovervindelige samuraisværd i næven, netop som et band spiller op til dans foran hundredvis af yakuzaer. (Dette var den allerførste association jeg fik, da jeg satte Bare Frames på). Jeg tror nok, bandet hedder 5.6.7.8’s og sangen, de spiller, “Woo Hoo”. Og det minder på rigtig mange måder om Darling Don’t Dance: poppet, kantet, halvt uskyldigt, halvt forførende og frem for alt punket.

Men, men, men, hvor 5.6.7.8’s er ret så catchy (dog også en smule irriterende), er Darling Don’t Dance bare lidt for hovedløst. Som det vel egentlig ofte ses, er en første ep en rimelig blandet fornøjelse, hvor bandet viser forskellige sider af sig selv, uden helt endnu at vide hvem de faktisk er som band, hvilket ikke er en undtagelse her. Alsidighed demonstreres inden for de rammer, man nu har at gøre godt med, når man er en trio, der spiller kantet, deprimerende indiepunk.

Hvad der bare skinner alt for groft igennem den kanvassæk, som katten befinder sig i, er, at der ikke har været nogen overordnet idé. Sangene er blevet til impulsivt, skrives der på bandets Myspace-profil, og som sådan kan man godt mærke en form for paranoid Kafka’sk proces, hvor man ikke aner, hvor man ender henne, endsige hvor man er henne. Kort sagt er det lidt for anarkistisk til min smag, forstået på den måde, at vi har med gennemsnitlige treminutters-sange at gøre, der aldrig når at slå rod. De er for lange, i forhold til at der ikke er nogen egentlig melodi og opbygning i form af nævneværdig vers/omkvæd-struktur (jeg tror, jeg efterlyser bare en lille bitte smule genkendelighed og singalong), og for korte til at indkapsle den stemning, der bør formidles i progressiv musik, hvor den slags ikke behøves, fordi det er forløbet og udviklingen, der er interessant.

Men energien er der (meget charmerende!), og man kan også godt sige, at de har fundet en form for lyd at arbejde ud fra. Så med lidt mere tid, bedre produktion, erfaring og bare en smule mere melodi i sangstemmen kunne det snildt være spændende at høre, hvad de tre antidansere får at byde på senere hen.