Plader

Zee Avi: s.t.

Skrevet af Signe Palsøe

Hvis du er glad for jazz, men også godt kan lide ukuleler, er der gode odds for, at du vil synes om Zee Avis debutplade. Selvom hendes udtryk ikke er dybt originalt, er det i dén grad personligt.

»Av for Søren, der skvattede jeg vist lige i en tidslomme,« var sådan cirka min første tanke, da jeg stiftede bekendtskab med Zee Avis selvbetitlede debutplade. For selvom Avi er en grøn sangerinde på 23 somre med fødderne solidt plantet i den frodige malaysiske regnskovsmuld, lyder hendes tilgang til musikken nærmere som noget, man kunne have stødt på for 50-60 år siden – dengang kvindelige kunstnere som Doris Day og Billie Holiday trippede ind på den amerikanske musikscene og tilførte datidens jazz både poppede og eksperimenterende elementer. Den lyder som den musik, man ville traktere et feststemt, men mådeholdende publikum med i en Audrey Hepburn-film. Den lyder som noget, man har hørt før.

Og så alligevel ikke helt. Nok er Avis små jazzmelodier nærmere en afstøvning end en nyfortolkning af tidligere jazzmusikeres domæner, men hvad, man måtte savne af originalitet, bliver vejet op af Avis karisma og stemme – to elementer, der om muligt er vigtigere for genren end selve originaliteten – og af det faktum, at Avi bruger både sproglige og musikalske spidsfindigheder fra sit hjemland for at variere sit udtryk.

Alt i alt kommer hun temmelig langt på den bekostning. Hendes unge alder er et vigtigt omdrejningspunkt i tekst såvel som musik, der for størstedelen af pladens vedkommende er domineret af en vis naivitet, der ofte giver musikken et twee’et tvist. Naivitet, jovist, men aldrig noget, der tangerer umodenhed, for Avis stemme har en lun dybde, der gør den til en god fortæller af bittersøde kærlighedshistorier, og samtidig har hun tæft for at gøre sine sød-skæve udladninger umanerligt swingende. En typisk opbygning af hendes musik støder man på i åbneren, “Bitter Heart”, hvor hun lader sin bløde og ungdommelige stemme danse over en diskret swingende jazzrytme af slagtøj, lidt trompet og fingerspil – fingerspil, der vel at mærke stammer fra en ukulele, og som tilføjer nummeret en pudsig kant, der generelt går igen gennem hele pladen.

Det mest oplagte eksempel på et sted, hvor Avi udnytter sine musikalske spidsfindigheder, er uden tvivl den energiske “Kantoi”, hvor hun – kun akkompagneret af heftigt ukulele-spil – plaprer løs på skiftevis malaysisk og engelsk, og med linjer som »my phone was on silent / I was at the gym« – efterfulgt af en uforståelig ordstrøm – får lytteren til at spidse ører. Det er et spøjst indslag, men bedst fungerer det trods alt, når man både fornemmer personlig humor og dybde i hendes musik.

Det gør man i den grad på “Poppy”, der fremstår som et af pladens stærkeste indslag. Nok er melodien let og glad, men henleder man opmærksomheden på Avis søde vokal, fanger man snart, at »my poppy took my baby away from me« og »he used to love German expressionism films / now he drinks untill he falls« er et sorthumoristisk og naivt betonet blik på en kærestes nedgang ved opiummisbrug, som netop fremstår så skarpt i kraft af sin balancegang mellem manglende selvhøjtidelighed og en dyster tematik.

Selvom alle pladens numre er vellydende, har en håndfuld sange dog måttet se sig forbigået, da kreativitetens krydderbøsse gik på runde. Det gør sig især gældende for de mere stille skæringer, hvor Avis stemme nok fremstår som smuk og behagelig, men hvor hun også falder i forbillede-fælden og opstiller en rar omgang kinddans-jazz, der i for høj grad lyder som et ekko fra fortiden.

Ser man bort fra de lettere klichéprægede smuttere, må man dog konstatere, at både musikalitet, stemme, charme og personlighed flyder fra den unge sangerinde i en brusende overflod, som formår at tilføre de fleste numre en dejlig og egensidig aura. Det er en fin bedrift for en plade, der er så inspireret af ældre musik, og en særdeles fin bedrift for en debutplade.

★★★½☆☆

Leave a Reply