Jeg har nu i en uge gået hvileløst omkring, både In the Gardens of the North og ved min computer, fordi begge dele udgør vitale dele af det, der skal blive til en anmeldelse. En anmeldelse, der, skal jeg blankt erkende, har været svær for mig. Det skyldes både, at jeg ikke har vidst, hvad jeg ville skrive, og at jeg – når jeg så endelig fik skrevet noget – alligevel ikke syntes, det var helt rammende.
Jeg tror, denne tvivl og usikkerhed bunder i, at jeg ikke er helt overbevist om albummets kvaliteter, men samtidig kan jeg ikke afvise, at det afgjort besidder nogle særegne og medrivende elementer. Når jeg lytter til det, svinger jeg mellem på den ene side at blive revet med og lade mig forføre og på den anden side at finde, at albummet er kedsommeligt og mangler tempo. Problemet (hvis man kan kalde det dét) er, at musikken er dynamisk, og at den blander forskellige elementer, jeg finder vanskelige at forholde mig til. Der er afgjort nogle numre på denne udgivelse, som bringer mig tæt på at lide snorkedøden, men ser man bort fra dem, er jeg generelt positiv.
Sleeping States udgøres af britiske Markland Starkie, som før har haft udgivelser på markedet, men som først nu udgiver sit officielle debutalbum, der får en blandet modtagelse i mine øregange. Musikken er umiddelbart meget jordnær, og der er noget enormt fint over udgivelsens yndige guitarkompositioner og harmoniske lydsammensætninger. Til dette skal lægges Starkies melankolske og fyldige vokal, som skifter mellem at skabe en følelse af velvære og optimisme for derefter, i en anden sammenhæng, at underbygge musikkens gråtonede side. Musik og vokal supplerer hinanden på en ganske fortræffelig måde, fordi de står i et modstridende forhold til hinanden. På en sær måde indgår vokal og musik i et dikotomisk forhold uden at skabe sprækker i det samlede lydbillede – elementerne er trods alt ikke så modstridende, at man som lytter ikke kan finde mening i helheden.
Overordnet er der noget sørgmodigt over dette album, men alligevel bliver man på underlig vis opmuntret og mindet om den form for smukke skrøbelighed og sårbarhed, verden også består af. Samspillet mellem vokalen og de musikalske konstruktioner er med til at fastholde lytteren og er på en stilfærdig måde enormt insisterende. Starkies vokal er afgjort betagende og udgør en stor del af det musikalske billede. Derfor virker det for mig meget afgørende, hvor længe de udelukkende instrumentelle passager får lov at vare, da det ganske simpelt er dem, der er med til at dræbe stemningen. Musikken er for mig ikke stærk nok til at stå alene.
Jeg må nok konkludere, at jeg primært er fascineret af Starkies vokal, og derfor er musikken ikke tilstrækkelig, når vokalen ikke er der. Omvendt må jeg så sige, at jeg lytter med begejstring, når hans stemme indgår i lydbilledet, og det er klart et af de elementer, man som lytter bliver revet med af.
