Det er ikke små spørgsmål, der forlanges besvaret på det seneste udspil fra YACHT – der ikke længere blot er et Jona Bechtolts soloprojekt, men er blevet en regulær duo med indlemmelsen af Claire Evans. Således bliver der allerede helt fra start spurgt: »Will we go to heaven or will we go to hell?« Et mantra der gentages de første fire minutter. Pladens andet nummer, “The Afterlife”, fortsætter i samme spor og forkynder: »It’s not a place you go, it’s a place that comes to you / and it’s not about who you know, or who is in your heart / it may come as a surprise, but you are not alone / all that you have, is not what you own / the afterlife.« Igen sætninger der gentages om og om igen. På ganske hypnotisk vis og næsten gennem osmose trænger disse ord ind til lytteren, og med de dejligt bløde og let overskuelige baggrundsrytmer, varierende korarrangementer og finurlige, legesyge lydeffekter danser man allerede på lette fjed af sted mod lyset for enden af tunnelen, i håb om at festen fortsætter på den anden side.
Jona startede sin musiske karriere med at spille punk sammen med sin bror, hvilket nogle gange skinner igennem – især i de underliggende bas-riff – selvom YACHT ellers overvejende gør sig i psykedelisk electro-dance/pop. Tilstedeværelsen af flere forskellige genrer er meget sigende for projektet, der ikke står tilbage for at blande elementer og mixe frække cocktails, så længe der bare er et beat og en god stemning. For selvom teksterne og titlerne peger mod det ukendte, det uvisse og det spirituelle, så fremføres musikken altså med en positivitet og en livsglæde, som ellers kun findes i Nintendo-spil som “Kirby” eller hos et kuld nyfødte hundehvalpe.
YACHT’s potentiale er da heller ikke gået upåagtet forbi. Det seneste stykke tid har de nemlig været på turné med både Vampire Weekend, LCD Soundsystem og Yeah Yeah Yeahs. Umiddelbart tre navne de også har rigtig meget tilfælles med – især er Vampire Weekend og LCD Soundsystem tydelige inspirationskilder på See Mystery Lights (“Summer Song” blev som udgangspunkt skrevet som en kærlighedserklæring til netop LCD Soundsystem), hvorimod Yeah Yeah Yeahs ville ligge lidt uden for kategori, havde det ikke været for Claire Evans’ stemmeføring, der virkelig minder om Karen O’s.
Hvis jeg skal slå ned på noget knap så fantastisk på See Mystery Lights, så bliver det, at numrene – på trods af al den legesyge og deres uforudsigelige drejninger – paradoksalt nok i høj grad følger samme skabelon. Hvert nummer er for sig selv ganske glimrende, finurligt og adspredende, men i en helhed høres det tydeligt, hvordan de alle som et er glimrende, finurlige og adspredende på præcis samme måde – hvert nummer bygges op af de samme elementer og lyde, hvilket efter et par gennemlytninger begyndte at gå mig lidt på. Derfor har jeg min tvivl om pladens holdbarhed på lang sigt; selvom den er en fornøjelig og fantastisk lyttevenlig humørbombe, kan jeg godt forestille mig, at den i længden vil gå hen og blive et halvirriterende, monotont dampbarn. Det skal også siges, at See Mystery Lights kun indeholder 10 sange, hvoraf de sidste to er remix af to af pladens andre numre – dette vil jeg dog lade stå som en neutral bemærkning, da det ikke nødvendigvis er en dårlig ting.
Men YACHT er bestemt et rigtig godt alternativ, hvis du er helt skudt i LCD Soundsystem og deslige. See Mystery Lights fungerer både som baggrundslyd i et multitaskingforløb og som udpræget lyttegenstand for udelt opmærksomhed. Dog tvivler jeg lidt på, hvor længe jeg kan holde gejsten oppe, da det til tider føles, som om pladen bare er gået i hak. Så om See Mystery Lights vil ende i himmelen eller helvede er for mit vedkommende stadig uvist, men i nuet er jeg ganske positivt stemt og synes, det er en dejlig plade.
