»But like a cut down tree, I will rise again and I’ll be bigger and stronger than ever before,« synger forsanger Charles Fink på intronummeret “The First Days of Spring”, og resten af albummet forbliver i samme melankolske og håbefulde stemning. Fink fik sit gennembrud med Noah and the Whale og eks-kæresten Laura Marling i 2008 med debuten Peaceful, the World Lays Me Down. Og med en tyk streg under eks; faktisk er The First Days of Spring mest af alt en stor understregning af lige præcis dette faktum. Siden debutalbummet har Laura Marling nemlig forladt Noah and the Whale og ikke mindst Charles Fink, og album nummer to er én stor bearbejdning af dette brud.
The First Days of Spring er et svært album; først og fremmest føler man en dyb sympati med Fink, der nummer efter nummer lægger sit hjerte og sine følelser frem til frit skue. Men på den anden side er netop dette utrolig trættende i længden. Det føles mest af alt, som om man er kommet i besiddelse af en dagbog eller er voyeur til en terapi-session tilsat musik.
Både musik og især tekster løfter sig aldrig rigtig op. Musikken bevæger sig rundt om sig selv og dvæler ved samme stemning albummet igennem. Teksterne består mest af uvedkommende hverdagsbetragtninger og almenmenneskelige erfaringer; hjerte rimer på smerte. »This is a song for anyone with a broken heart / this is a song for anyone who can’t get out of bed / I’ll do anything to be happy / oh, ’cause blue skies are coming / but I know that it’s hard,« synger Fink på “Blue Skies”. Og jeg ville ønske, at jeg kunne blive oprigtigt berørt af hans ord, for de er ærlige og sympatiske. Men de lyder mest af klicheer, de fænger ikke rigtigt, og de bringer ikke noget nyt, poetisk og reflekterende med sig.
Der er dog momenter, hvor musik og tekst smelter sammen på en fin og naturlig måde. Da Fink et øjeblik dvæler ved stjernerne i vinduet på “Our Window” (»The stars are shining through our window / and it’s been a while since I stared at the stars«) opstår der en tiltrængt og sitrende pause midt i det selvhøjtidelige og monotone break-up-ekko, som Fink igennem det meste af albummet luller sig selv og lytteren ind i. “Instrumental I” og “Instrumental II” (som begge rigtigt nok er instrumentale) indeholder også fine og smukke øjeblikke. “Instrumental I” starter som søgende, improvisatorisk kompositionsmusik, men omkring halvvejs kammer det over i overstadig, Disney-agtig korsang. Og man mister endnu en gang fodfæstet midt i strømmen af klicheer.
The First Days of Spring veksler mellem tab og håb, men er først og fremmest båret frem af optimisme. Og uanset hvad, er det en samling smukke sange, fordi de er ærlige. Men der er så mange måder at udtrykke sine inderste følelser og sit knuste hjerte på. Og denne her er hørt før.
