Tanke: Hvis jeg nu kunne skrabe den værste støj væk fra The Big Pinks debutalbum, A Brief History of Love, og fjerne beatets sandkorn, ville jeg så ikke bare sidde med et blankt stykke pop? Det er der jo sådan set heller ikke noget i vejen med, pop, men på et støjpop-album som The Big Pinks må der være noget ekstra, der binder elementerne sammen, så der er kontinuitet i numrene, og man ikke taber interessen.
The Big Pink er britiske Robbie Furze og Milo Cordell, og debutalbummet er produceret af Rich Costey, der også har produceret for bl.a. Muse og Interpol. Milo er desuden manden bag pladeselskabet Merok, som bl.a. har været med til at lancere både Klaxons og Crystal Castles, som jeg er frygtelig begejstret for.
The Big Pink har til tider lidt af Interpols kvaliteter, som på albummets titelnummer, “A Brief History of Love”, samt på åbningsnummeret “Crystal Visions”, der er blandt de mere vellykkede. Her er popmelodierne langtrukne og minder i deres bedste tamburin-øjeblikke også om The Raveonettes med mere lyd og rockvokaler. På andre numre, som “Dominos” og “Tonight”, bliver det hele for simpelt. Førstnævntes messende omkvæd, »These girls fall like dominoes,« bliver gentaget i det uendelige, og på trods af at et billede med piger, der falder på stribe som dominobrikker, er nok så morsomt, er det dybt enerverende at få det gentaget igen og igen – så irriterende, at jeg under gennemlytningerne flere gange måtte springe sangen over, fordi jeg SIMPELTHEN ikke orkede den igen. Så fald dog, for satan. Tekstskrivningens simplicitet er med til at understøtte omkvædenes messen, som i “Tonight”, hvor omkvædet, »Tonight you take a part of my life,« går ind og bliver den gentagede trivialitet, der langsomt vækker min begyndende hovedpine.
De fleste numre er dog ganske gode, og når bandet på et nummer som “Velvet” både kan opretholde den potente melodi, en god energi og tilpas med støj til at give nummeret bid, kan man godt forstå den hype, der har været om bandet, siden de sidste efterår var opvarmningsband for TV on the Radio. I parentes kan det nævnes, at “Velvet” er mixet af Alan Moulder, der tidligere også har lavet lyd for My Bloody Valentine, Smashing Pumpkins og Yeah Yeah Yeahs.
The Big Pink er i mine øjne bedst, når de holder et stramt udtryk og husker deres nok så nødvendige støj, men i de øjeblikke er de skam også ganske gode.
