
Døren ind til Liars' mystiske nye album.
Liars er nogle nørder. Så er det sagt. For nogle dage siden lancerede de hjemmesiden Sisterworld, hvor der er tre naturvideoer, der ikke rigtig gør andet end at eksistere. Siden Animal Collectives virale markedsføring af Merriweather Post Pavilion, skal vi åbenbart trækkes med nogle sære indfald, før nutidens musikere vil afsløre, at de udgiver et nyt album. Det er forhåbentlig en trend, der dør snart.
Nå, men bandet har nu afsløret, at de udsender deres femte album i starten af næste år. Pladen kommer åbenlyst til at hedde Sisterworld og bliver produceret af Tom Biller, der tidligere har arbejdet sammen med Kanye West og Beck. I en pressemeddelelse udtaler nørderne: »Vi er interesserede i de alternative rum folk skaber for at fastholde en identitet i en by som L.A. Miljøer, hvor udstødte og enegængere hylder et forskruet forhold til samfundet«. Jep, Liars holder fast i deres gode, gamle temaer. Så må vi høre, hvordan den lyder ift. deres selvbetitlede fra 2007.