Plader

Kent: Röd

Skrevet af Pladeklubben

Svenske Kent fortsætter deres elektroniske rejse og kombinerer den med noget, der ligner protestmusik. Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Hvis der er noget i denne verden, det kan være svært at spænde danseskoene til, så er det politisk rock. Men Kent formår på deres ottende studiealbum, Röd, at forene det dansable og lyttevenlige med politisk indhold. Allerede fra første linje i første skæring lyder det fra et halvrustent landsbykirkekor: »De ringer alla klockor nu / som ett bomblarm över stan / men ingen tänker tanken / ingen orkar ställa frågor.« Hermed gjalder budskabet fra Kent: Vågn op! Engager dig!

Og dette budskab holder pladen kørende fra start til slut. Fra første færd er den gennemsyret af en politisk indignation og vilje til forandring af den slags, som måske nok fra tid til anden har gjort andre udgivelser drøje at komme igennem eller blot nemme at sætte op på glemmehylden. Men sådan er det ikke med Röd.

Röd blomsterdanser vi med fredsbevægelsen på storbyklubber med stroboskoplys og 20-tommers-basenheder: »Och jag, jag står maktlös inför kärleken igen / man blir ödmjuk inför kraften i rörelsen / om man tror på någonting som du gör / att aldrig någonsin ge upp,« må vel nok betegnes som en mere underspillet, lyrisk og frem for alt mere nutidig, skandinavisk protest end… lad os bare sige “Give Peace a Chance”. Navnlig når den akkompagneres af heftige synthesizere og elektroniske loops.

For Röd er et slag i ansigtet med en strømførende handske, hvor de elektroniske tilbøjeligheder fra Tillbaka till samtiden bliver trådt helt i bund. Det står i skærende, men klædelig kontrast til både det ultra-humane snit i budskaberne og i særdeleshed til det organiske og levende i forsanger Joakim Bergs følsomme, men aldrig skabede vokal. Vanen tro er melodilinjerne således med til at løfte den musikalske kvalitet ved albummet ganske betragteligt. Særligt “Töntarna”, “Taxmannen” og “Vals för satan (din vän pessimisten)” er her værd at bide mærke i.

Kent – og i særdeleshed Röd – bliver aldrig plat eller overgjort. Den holder den distance til sit ærinde, der gør, at vi også gider at høre på det, når Pia engang er lagt i graven, klimaaftalen er i hus, og de ’röde’ igen dominerer både her og hinsidan.

Men der er samtidig meget på spil i forhold til gulddrengene fra Eskilstunas fortsatte musikalske udvikling. Vi har for anden gang løst billet til elektrotoget, og det kunne have været svært at ane stationerne Hagnesta Hill og Vapen & ammunition bagude i den musikalske horisont, hvis det altså ikke havde været, fordi Kent hverken er et sløvt pendeltåg eller et strandet IC4. Kent er selve de skinner, som ny, alternativ skandinavisk rock ruller på, og det er på disse skinner, at bl.a. vore egne Nephew tordner af sted.

Röd forener Kent således den politiske rock med det elektroniske, men leverer samtidig en helstøbt og sammenhængende plade, der vil kunne begå sig såvel i de æterbårne populærmedier som på dansegulvet. Dermed vil Kent nå ud til en hulens masse mennesker med Röd – og det er vel også det, der er meningen, når man laver politisk musik. At man når dem på dansegulvet, såvel som i radioen, er blot en ekstra bonus.

Mads Bille Kjær:

★★★★½☆
Bertel Henning:
★★★★☆☆
Niels Svankjær:
★★★★☆☆
Samlet karakter:
★★★★☆☆

Pladeklubben er en flok venner, der anmelder i samlet flok for Undertoner for at drage fordel af flertallets mere nuancerede vurdering. Pladeklubben består af Mads Bille Kjær, Bertel Henning og Niels Svankjær. Pladeklubbens fjerde medlem, Tore Grønne, var ikke med i denne omgang.

Leave a Reply