Aftenens fire bands var så venlige at stå model for Undertones anmelder. Fotos: Lasse Bertelsen
Klub Adorno i Lades Kælder har længe stået for leverancen af mathrock, posthardcore, indierock m.m. til københavnerne. Nu lukker klubben, og inden aftenens afslutningskoncert mødte jeg manden bag bookinggruppen, Andreas Lykke Jensen, for at høre om hans beslutning om at lukke ned og genrerne fra Klub Adornos fortsatte overlevelse i København. Læs interviewet her.
Afslutningskoncerten i sig selv var noget af et brag med hele fire fremragende koncerter…
Obstacles
Aftenen blev sparket i gang af Danmarks nye, fremadstormende mathrockband Obstacles. Uimponeret blev der blæst igennem med det mere og mere gedigent sammenspillede band, der med det dybe beat som Battles og komplementærrytmik bærer en form for postrock videre uden af dén grund at være formale fluekneppere. I flere sekvenser viste der sig nogle små metalriffs i det fortrinsvist store lydbillede baseret på delayfraser og de hvirvlende keyboards. Det var en perfekt begyndelse, om end mere i det alvorlige hjørne, der blev leveret perfekt af et af de nyere og bedste bands på dén scene. Den eneste anke bør være, at der alligevel sneg sig en genremæssig mathed ind i slutningen af koncerten, der som så mange gange før må tilskrives det instrumentale udtryk, som det vitterligt er en kunst at mestre.
Marvins Revolt
Mesterværkerne skulle tids nok indfinde sig, for havde man haft den mindste tvivl om programmets beskaffenhed, måtte man allerede nu se sammenhængen fra act til act. Med energien, evnerne og ikke mindst attituden satte Marvins Revolt en anden dagsorden med en gennemført popsensibilitet med små britiske islæt og et medrivende overskud af glæde, der ikke mindst vidnede om gruppens måneder lange turné gennem Europa i dette efterår. Med tre albums i bagkataloget er det sigende, at Marvins Revolt kan præsentere en sådan hitparade, vel at mærke ved samtidig at udelade to til tre af denne anmelders personlige favoritter.
At Marvins Revolt nu optræder som en trio, fungerer overraskende godt, og alle instrumenterne tager på imponerende vis – både gennem evner og arrangement – ansvaret for fraværet af eventuelle keyboards og supplerende guitarfigurer. I det hele taget skal det siges, at det efterhånden er et must at opleve denne gruppe live, hvis man ikke har haft muligheden før.
Adebisi Shank
Tempoet og kompleksiteten var en gennemgribende kraft, og fornemmelsen var, at samtlige tilstedeværende i et vist omfang godt kunne have brug for et pusterum blot halvvejs i showet. Forsyningerne i baren og en hurtig smøg var der tid til, inden showet om muligt rykkede op i et endnu mere hæsblæsende gear.
For det var til den irske trio Adebisi Shank, der med tidligere shows i Danmark har imponeret gang på gang. Med et arsenal af pedaler, hurtige håndbevægelser og en massiv lyd eksploderede scenen i takt med, at Adebisi Shank kastede om sig med noget ubestemmeligt brutalt og så alligevel virtuost.
Inspirationen er ubestemmeligt amerikansk, men referencerne rækker vidt, og den komplet melodisk uforudsigelige tapping gør Adebisi værd et studie i omskiftelighed med stadig sans for det ørehængende.
Mutiny on the Bounty
Efter Adebisi Shanks overlegne optræden kunne man mærke, at et vist mæthedsniveau var nået, men det er jo december, og overflødighedshornet bliver som altid tømt til den blottede bund, hvad enten det gør godt eller ej. Dét gjorde det heldigvis i selskab med den luxembourgske kvartet Mutiny on the Bounty, der med en mere ligefrem tilgang end den foregående prog-parade lagde grunden til en afslutning i langt mere melodiske folder og måske med en smule mere humor end de tre foregående acts. Titler som ”Give Me Linux or I Will Kick Your Ass”, ”Call Me Cheesus” og ”1, 2, 3, 4 – I Declare a Thumb War” giver måske et indtryk. Og med det konstante skift i den noget direkte sangskrivning – skitseret primært ud fra den amerikanske collegerock – styrtede gruppen af sted hurtigere end blod kan pøse i en gyserfilm fra 80’erne. Af og til kunne man desværre savne et videre melodisk kick, der ville efterlade mere end den kontante feeling i lytteren, men mod slutningen satte Mutiny on the Bounty trumf på og serverede netop dette.
En decideret pompøs præstation må være det uafrystelige slutresultat efter en aften, der om noget fik vist, hvilket ærinde Klub Adorno har været ude i de seneste år. Det kan siges at være en stående kliché, at alt må have en ende, men det er desværre tilfældet med klubben Adorno. Som manden bag Klub Adorno fortæller, vil musikken – heldigvis – blive videreført med samme entusiasme, sigte og kompromisløshed over for det københavnske koncertpublikum.
