Setting Sun: Fantasurreal

Der findes Setting Sun og så findes der The Setting Son. Den ene fra New York, den anden pæredansk, men trods navnelighed er der ikke meget ensartethed at komme efter. Setting Sun består i sin enkelhed af Gary Levitt, der er formand for tingenes tilstand. Han står for arrangementerne, og hvordan de skal udføres, og til dette formål får han en hjælpende hånd fra f.eks Erica Quitzow.

Samtlige skæringer er produceret og slebet smukt kantet, men stadig sidder jeg tilbage med lidt rynket bryn og trækker på skuldrene og mumler »nå ja«. Bestemt ikke en plade, der vil gå over i historien som noget sindsoprivende, medmindre man ejer en stor portion affektion for lige netop denne plades niche. Det er singer/songwriters sorte bælte og alligevel skrupkedeligt. Det er næsten udelukket at fremhæve nogle af pladens 10 numre, da de alle ligner hinanden. Bittesmå krusninger på vandet adskiller detaljerne, og ellers er samme opskrift genbrugt (eller rettere opbrugt) som formel for guitarens spadseren gennem den velsmurte ørenlyd.

På den dynamiske udviklingskurve for afvikling af spænding er det overordnet en stødt stigende lige streg, der går fra startsignal til slutpunkt. Singer/songwriter-indiepop som vor moder (nej, fader velsagtens) forstod at smøre den – uden dikkedarer og for meget fandenivoldskhed. Det bliver aldrig hæsblæsende interessant og nervepirrende intenst, men ej heller nogensinde død og kritte-kedeligt. Bare jævnt og solidt. Lidt ligesom Lars Olsens rolle som styrmand for det danske landshold back in the days. Han var drøntrist at se på, sådan som han luntede nonchalant rundt på banen, men holde styr på tropperne og altid være garant for et højt bundniveau, det kunne han dog. Det kan man ikke tage fra ham. Det kan man ikke hate på, som jeg har hørt de unge sige.

Skivens indhold er melodisk, lettere småsyret akustisk popjargon med lidt afstikkeri til Devendra Banhart, Elliott Smith og åndsfæller, og ellers omfavnes der sfærer af electrofolk spædet op med gode portioner country. Alligevel vil jeg påstå, at vi fra første vokalsignal er helt henne i R. Stevie Moores univers. Det er faktisk som at høre hans stemme – bare fra en yngre mands hoved. Nuvel, R. Stevie Moore er en enmandshær, der konstruerer alting selv og går ganske grassat over sin ottespors kassettebåndoptager, hvorimod Levitt og friends tager den i fællesskab, men stadig er der ligheder.

En lidt sjov ting sker mod slutningen af 10. og sidste streg på pladen i nummeret ”The Sympathetic CEO”. De resterende 1 minut og 45 sekunder i nummerets lidt over fem minutter ender i fantastiske ambiente toner, der straks vækker opmærksomheden på en ny og frisk måde. Ren Basic Channel, Chain Reaction, Fennesz, Brian Eno eller sågar blid Belong spurter om kap i bevidstheden. Det er et vildt mærkeligt stunt, Levitt kaster sig ud i her, men samtidig er det voldsomt lækkert i sin spinkle enkelhed og knitrende electronica. Hvorfor har der ikke været mere af det? Hvorfor er det kun lige røven af pølsebrødet, der får denne tidslomme foræret? Det forstår jeg slet ikke. Det er helt skævt, og forvirringen er nu nærmest total. Hvad er det, manden vil? Det ser vi forhåbentlig på fremtidens femte udspil.