Tilbage i november 2007 anmeldte Undertoner The Good The Bads debutalbum. Lidt over to år er gået siden dengang, og nu er de efterhånden rutinerede medlemmer klar med opfølgeren, eller rettere fortsættelsen, da den første udgivelse bar titlen From 001 to 017, og det nye udspil fortsætter talrækken med navnet From 018 to 033. Konceptet er det samme som i det forrige årti: turbotråd på elguitaren, flamenco-feeling på den spanske model, marchmarkeringer på trommesættet, en lystigt legende bas og meget, meget mere.
Men det er jo næppe en overraskelse, faktisk er der ikke meget nyt at komme efter på The Good The Bads 16 numre stærke plade. Gennemsnitsvarigheden af 14 af numrene er ca. 2 minutter, og det er musikken, det handler om, da vokalen er ikke-eksisterende; det er dog heller ikke fordi, man savner en, da musikken taler fint for sig selv.
Som min kollega også nævner tilbage i 2007, så står Tarantino lidt og spøger i baggrunden, og dette er selvfølgelig pga. Dick Dales version af “Misirlou” – nummeret, der bliver brugt i starten af Pulp Fiction (og som oprindeligt er et græsk rembetika-nummer fra slut 20’erne), dog er der en meget mere elektrisk rockflair over The Good The Bad.
Man kan godt mistænke drengene for at benytte The Good The Bad som et sideprojekt, hvor de kan få afløb for en masse energi, for hvis der er noget The Good The Bad leverer, så er det koffein til kaffen. Lytteren undes ikke et stille øjeblik, og mens mange måske vil betragte dette som en svaghed, oplever jeg det som den absolutte styrke ved pladen: Den kompromisløse indgangsvinkel til musikken er ikke letkøbt, lytteren bliver ikke spist af med et stykke fed flødesjæler eller andet fra økonomiboksen af radiohitopskrifter. Men når dét så er sagt, så bliver det dog også en noget ensformig omgang i længden, og der skal mange stjernenavne til at fylde en plade med 14 intronumre ud, og vi får da også besøg af Lorenzo Woodrose fra Baby Woodrose og Søren Christiansen fra The Blue Van, men helt overbevisende bliver det ikke. Man kan diskutere om numrenes form ikke blot er et karakteristisk udtryk for selve genren, men som jeg også kommer ind på om lidt, så viser TGTB tænder senere på pladen, og beviser at der også er langt mere at komme efter, end blot et fængende riff.
Hov Mads, du siger 14 intronumre? Men jeg har haft matematik på A-niveau, og jeg tæller 16!
Jovist, for filmen begynder skam, men desværre først i gang, når vi nærmer os slutningen af pladen: “032” tager os med sin spansk-akustiske guitar direkte til de svedfugtige barer og dansende senoritas, og scenariet bliver afklædt intimt, da violinens skingre røst byder op til en sensuel forførelsesdans, der for en stund fik mig til at glemme vejret, kulden og kynismen. Det eneste, jeg kunne gøre, var at lytte og derefter sende en sms til kæresten om, hvor skøn hun er. Den efterfølgende dommedags-intro i “033” slår straks hul på idyllen, og med hornets entré i kulissen bliver der straks malet drama på tapetet, flaskerne er tømt, og bunden slået itu – slagsmålet er uundgåeligt.
Disse to numre varer henholdsvis 3:41 og 4:38 og er perfekte beviser på, hvordan The Good The Bad absolut kan tillade sig at gå langt mere i dybden med numrene og fortælle os hele historien i stedet for bare at dvæle ved introduktionerne.
The Good The Bad leverer en fortsættelse af det første udspil, men desværre ikke nogen nævneværdig udvikling, og meget af den forrige plades anmeldelse kan overføres direkte til denne, selv kvindestønnet er stadig at finde. Og selvom man har en åbenlys forkærlighed for det seksuelle aspekt af musikken, kan det også blive for udpenslet. Personligt mener jeg ikke, at et råt erotisk udtryk er det samme som pornografi.
