Elektronavn Sacred Songbook: Letters from Emptiness

Puha. Man skal lige finde den rette grimasse. Kan ikke helt gennemskue, om Magnus Olsen Majmons projekt helt seriøst partout decideret skal udstråle (som i astralt og meditationsagtigt) prætentiøst navlepilleri og artsy fartsy ‘jeg skal komme efter dig med mine holistiske bedekranse og fløjter fra de varme lande’, eller om det hele er en konceptuel joke, hvor der skal trækkes på skuldrene og tænkes »jo, jo, det er alt sammen meget godt, og manden har flair for det dér med at skabe intense stemninger.« Så røg jeg ind på en tilhørende hjemmeside om manden og projektet og fandt ud af, at han rent faktisk mener det her. Så langt, så godt (eller skidt). Opskriften bød på en masse signaler, der fik nogle buddhistiske munkeklokker til at kime i takt med øjnene, der gennemgik den vedhæftede pressenote: »Tidløse tekster transformeret til hybride sange og lydkunst,« hvorefter der citeres liderligt fra Korinterbrevene. Dybt. Og helligt. Mindst. Religiøst også. Alt, alt, alt for forceret efter min smag.

Jeg har det umådeligt svært ved den slags lydudfoldelser her. Det lyder lidende, konceptet er som et korthus, der bare ikke kan eller vil vælte, selvom alle odds er derhenad, netop fordi dette materiale er så subjektivt forankret i dogmer og introverte, følelsesmasturbante, tårnhøje og uigennemtrængelige mure. Der er ingen reel åbning. Som lytter må du lede i dig selv efter frelse, hvilket, set fra Majmons synspunkt, måske netop er pointen og derfor er en præmis, der eventuelt bliver opfyldt i hans optik. Men det er mere tæt på at være enormt uforståeligt og fremmedgjort. Tibetansk lyrik tilsat en umådelig dybfølt mængde klynk og patos, og som aldrig rigtig er oprigtigt interessant. Jo, nu fortaler jeg mig vist. Der er et enkelt fantastisk nummer. Desværre befinder det sig sidst i køen, og hvis man ikke har fundet formen og fanget sin indre bibelske melankoli i løbet af de første skæringer, ja, så når man desværre nok aldrig til vejs ende ved sang nummer 10. Et ellers gedigent lækkert stykke rungende mol-melodisk klaverridt, som seriøst kan opfylde samtlige kriterier for indre selvransagelse. Instrumentalt som ind i helvede og godt med rumklang og svævende toner, der arbejder sammen om at kunne slutte denne skive med stolthed. Trods hårde odds.

Klaveret er udgangspunktet for produktionerne på pladen, og det lyder langt hen ad vejen som en fieldrecorded jammer på landet – gæs, halm, klokker, solsorte, bier og selvfølgelig regn. Der findes intet så autentisk som regn. Intet mere inderligt, hvis man vil krænge sine følelser ud. Lyt bare til The Cures Disintegration eller Stina Nordenstams And She Closed Her Eyes. Regn, regn og atter regn. Så er humøret sat, og du er som lytter klar til at blive indtaget. Men ingen ryger i nettet, og i stedet bliver man på Letters from Emptiness tilfangetaget i drømmefangere og små visdomsfabler. Måske er det i grunden en forkert vinkel, jeg har lagt på projektet. Hvis man anskuer Letters from Emptiness som et soundtrack til eksempelvis en moderne vikingefilm eller noget andet generelt middelalderligt, så giver de små bidder af freefolk’ n’ jam helt klart mere mening. Der skal bare være et anskueligt koncept bundet op om projektet i baghovedet, for så har den lumre og prætentiøse ballonfærd en berettigelse.

Men med Majmons projekt køber jeg den bare ikke. Der ligger en irriterende aura over hele konstruktionen. Ikke at der ikke er flere af sangene (eller værkerne, såfremt det virkelig menes, at der er lydkunst på spil), der ejer potentiale til at kunne blive til noget mere, for jeg kan godt fornemme, at der er tænkt over nogle ting. I både ”Her Departed Sighs”, ”Blind Making Sounds” og ”Another’s Fact or Hope” er der rigeligt med potentiale til at kunne danne fine, fine melodier, såfremt man lige kunne presse saften ud af sækken, tage indmaden frem og konstruere nye, friske og gennemsolide stykker lydkunst/instrumentalværker uden så fandens meget vindspil og percussion.

Min største anke er nok, at jeg aldrig på noget tidspunkt blev involveret, interesseret eller følte, at albummet var vedkommende nok til, at jeg kunne gå med på de klagende præmisser. I baghovedet føler jeg samtidig, at det her er hørt før – bare i mange fragmenterede indlæg fra hist og her. Lidt Under Byen her. Lidt The Liberty Balance dér. Føler måske ikke, at resultatet er unikt nok til at stå på egne ben endnu. Værket prøver for meget – og derfor forgæves – på at fremstå som et dybt, lyrisk freebeatet, intellektuelt foretagende, som bare ikke kan stå distancen. Majmons syslerier forbliver for introverte og lukker en potentiel lytter ude.