Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk
Siden 2008 har The Notwist købt en Nintendo Wii, som Micha Acher kan lege med på scenen, og så er der vist ikke sket så forfærdelig meget mere i den tyske indietronica-gruppe. Det kan selvfølgelig også være alt rigeligt, hvis man er lidt nørdet, og dét er The Notwist. Næsten lige så mange tykke brilleglas og fedtede frisurer var fredag aften samlet på Lille Vegas scene som i den stort set udsolgte sal. Havde stednavnet ‘Math’ ikke allerede været betegnende for et – for The Notwist – temmelig fjernt, musikalsk landskab, havde der næppe været noget bedre ord til at opridse de fem tyskeres yderst kalkulerede brug af de riff, trommer og især elektroniske beats, der udfordrede strukturen i de oprindelige skæringers melodi.
Og, ja, det mindede en hel del om det, The Notwist præsenterede for sit publikum tilbage i 2008, hvor bandet spillede på Roskilde Festival. Ud over et temmelig anonymt soundtrack har gruppen ikke smidt noget nyt på gaden siden da, og aftenens sæt var i høj grad et gensyn med kendingene fra især Neon Golden og The Devil, You + Me. Som antydet er The Notwist dog så tilpas fingerfærdige med deres respektive remedier, at det sjældent manede til flashbacks eller ønsket om at blive præsenteret for noget nyt.
“Boneless” og “Pick Up the Phone” var således en glimrende velkomst, med Markus Achers tørre, monotone og lidt vemodige vokal som fundament i et spinkelt lydbillede, men også med en spændende, bastant symbiose mellem elektronisk knasen og rytmik og instrumenternes melodiøse drivkraft. Når en hård bearbejdning af bassen udgjorde den primære rytmik, når en stille episode pludselig fik indsparket et skud infernalsk støj, og når de elektroniske lags detaljerigdom steg til et niveau, hvor det ikke længere var muligt at skelne dem fra hinanden, var det tydeligt, hvorfor The Notwist var værd at bevæge sig ud i de sene aftentimer for at høre live.
Sådan forløb omtrent halvdelen af koncerten, indtil “Neon Golden”s karakteristiske fingerspil varslede starten på et par langtrukne versioner, eller vel nærmere remix, af førnævnte nummer og “Pilot”. Med Micha Archers Wii-controller på overarbejde, sample på sample, dubsteppede kælderlyde og Markus Archers parterede vokalarbejde satte The Notwist streg under omfanget af deres formåen. Men samtidig syntes de at røre numrenes integritet på en måde, som ikke virkede helt passende – ligesom det også var tilfældet for et par år siden, hvor de to numre blev serveret på samme vis. Det klæder The Notwist at have fodfæste i melodien, og selvom de efterfølgende numre bibeholdt det technoide element, lykkedes de i højere grad med at fastholde deres identitet i de nye rammer.
Aftenen var – trods den betydelige kompleksitet – altså ikke blottet for forudsigelighed, og det var en lidt fad fornemmelse at blive bekræftet i anelsen om, at »hov, nu mangler de da vist kun at spille “Solitaire”, “Day 7” og “Consequence”,« da ekstranumrene satte ind. Dog fulgte “Chemicals” og “Gone Gone Gone” trop og endte med at udgøre en fin, lille afslutning, der fik publikum tilbage på fast grund efter næsten to timers omkringfaren i alskens elektroniske afkroge. Måske var det ikke nytænkning i sættet, der prægede aftenen, men sådan en anke får ikke lov at dominere, når man til gengæld får præsenteret et så grundigt udtænkt og udfordrende tag på musikken. The Notwists koncert var en genudsendelse af de bedre.
