Jeg er sådan rimelig sikker på, hvad jeg har med at gøre, første gang jeg holder Claus Poulsen aka Wbaums plade i mine hænder. Det ligner noget drømmende electronica af den klassiske skole. Det flotte, blomsterdekorerede cover virker blødt og imødekommende. Samtidig skjuler billedet også et mystisk mørke, der måske gemmer på noget interessant; noget, der kan trække lytteren ned i et mørkt, sugende hul af nedbrudt skønhed.
Desværre skal der gå næsten en halv plade, før det for alvor bliver spændende. Det første nummer åbner godt nok pladen fint og giver et hint om den dragende stemning, som senere skal vise sig. Derefter går der en tand for meget pastiche i den. Det rå og simple virker bedre for Wbaum end forsøget på at skabe melodier eller store, rumklangsmættede lydflader.
På “Earthquake Surfer” bliver lytteren til gengæld suget ind i et lufttomt rum, hvor et statisk, mørkt groove kun langsomt udvikler sig for til sidst at lette en smule fra overfladen. Der er her – i den statiske og mørke stammerytmik – at Wbaum er bedst. Når der kun reguleres varsomt med den perfekte, dommedagsdubbede rytme.
Herefter tager pladen en uventet drejning over i en gang bigbeat og drill. Det er stadig mørkt, og de opklippede trommer midt i nummeret er faktisk rigtig fede og aggressive på en groovy måde. Nummeret slutter dog lidt tilfældigt, men man har nået at blive lidt rundtosset, som den grinende karruselpige der er mixet ind i sangen.
Resten af pladen består mest af mørk electronica med tunge synthskyer hængende over det pulserende, rytmiske rosenbed. Det sidste nummer, “Mist”, runder pladen fint af med langsom technotromme og skærende, vibrerende savlyde. Ærgerligt at det industrielle og statiske ikke bliver dyrket mere intenst på en plade, der næppe bliver husket i mange år. Der er et par numre, som virker tiltrækkende og originale. Poulsen er ikke ueffen til at fremmane en dragende kold og diset stemning. Desværre er der også en del numre, som virker som en lidt kedelig gentagelse af gamle electronica-tricks.
Jeg synes, at Poulsen skulle koncentrere sig lidt mindre om at bevise, at han mestrer alle mulige electronica-stilarter, og i stedet dyrke den intense, rytmiske dybde, der i perioder sniger sig ind på lytteren. Hvis man til gengæld er ny inden for elektronisk lyttemusik, er The Wonderful World of… en god guidet tur rundt i mørke krinkelkroge af elektroniske subgenrer. Jeg vil nu foretrække at spole frem til de par rigtig gode, mere fokuserede numre, der trods alt findes på skiven.
