Erykah Badus pludselige revitalisering for to år siden med den glimrende New Amerykah Part One (4th World War) var et af de senere års mere uventede comebacks. Hun debuterede i slutningen af 90’erne og blev med det samme fejret for sin særprægede stemme og sin forankring i den sorte amerikanske musiktradtion med rødder tilbage til 40’erne og 50’erne. Ofte blev hun endda kaldt en moderne Billie Holiday.
Her snart halvandet årti senere synes hendes plader Baduizm og Mama’s Gun fanget i en tidslomme, og de lyder temmelig outdatede – på samme måde som en del triphop og de mest typiske Beck-plader gør i dag. Et pludseligt 90’er-fænomen, der ikke havde den substans, det umiddelbart foregav at have, og som lider under en særligt iltfattig lyd og produktion. Snarere end Billie Holiday er det oplagt at sammenligne Baduizm med en lignende tidslommeplade som Caroline Hendersons Cinemataztic.
Efter den anonyme World Wide Underground fra 2003 blev der totalt stille omkring Erykah Badu, og de fleste havde vel næsten glemt hende, da 4th World War pludselig landede i 2008. Her fremførte Badu et langt mere holdbart og socialt indigneret projekt, og frem for alt havde hendes musik fået et tidløst hiphop-tilsnit, der gav budskaberne bund, og som, vigtigst af alt, var det perfekte afsæt for hendes stadig unikke stemme. Hun var her i højere grad sammenlignelig med det bedste fra en kunstner som Jill Scott, der ligeledes formår at koble det jordbundne og hardcore med det eftertænksomme og soulfulde.
Den meget digitalt hiphoppede Part One af New Amerykah-projektet får nu en længe annonceret og flere gange udskudt efterfølger i form af den analoge Part Two, Return of the Ankh. Dermed er der stadig en rød tråd og en grundlæggende ide i Badus foretagende, og det fokus, der af og til vakler under hende, holder sig pladen igennem på benene, omend det indimellem sker i en noget usikker stil.
Vigtigst af alt er Return of the Ankh stadig funderet i en række yderst groovy beats. Madlib leverer et par af sine mest organiske produktioner længe, og den mere håndspillede tilgang, hvor især trommerne fungerer som fremdrivende elementer, passer elegant til teksterne, der for de flestes vedkommende udforsker kosmisk kærlighed.
Som set før truer Badu af og til med at blive for udsyret, både hvad angår de holistiske og space agede temaer i lyrikken og i et par af de mere udstrakte numre, der bliver lidt for jammende og lange i spyttet. Hun er aldeles fremragende i de mere koncise og klassisk soulede numre, som førstesinglen ”Window Seat” og ”Umm Hmm”, men i den modsatte ende finder vi bl.a. den overflødige afslutter ”Out My Mind, Just in Time”, hvor Badu med al tydelighed viser, at manglen på mådehold er hendes akilleshæl.
Intet skal dog overskygge det faktum, at Erykah Badu igen lyder relevant og vital, på en måde man havde forsvoret nogensinde at skulle opleve. Return of the Ankh er næsten på niveau med 4th World War, dog uden helt så meget indignation, hårdhed og – i sagens natur – uden samme moment af overraskende comeback.
Frem for alt glæder man sig virkelig til at følge Badus musikalske projekt videre ud i fremtiden. Herfra skal lyde et ønske om endnu mere fokus, præcision og konsistens i de enkelte numre, men så langt er Return of the Ankh uden tvivl en af årets mest relevante udgivelser inden for såvel soul og R&B som hiphop.
