Noetics har ikke tidligere gjort sig specielt bemærket i Danmark, på trods af at det er lige knap 10 år siden, de udgav deres første album, Noetics (1999). Det tyske musikkollektiv fra Hannover rammer da også en stemning, som kun er i sæson en fjerdedel af året, nemlig om sommeren. Det nyeste udspil, Delayed Back, blander instrumental musik med inspiration fra det psykedeliske samt downbeat og dubbet electronica, hvilket desværre munder ud i den mest intetsigende chillout-musik længe.
Delayed Back er præcis den slags musik, man ville forvente at støde på i en new age-inspireret butik på Ibiza. Harmonisk, ikketruende og lidt smart instrumental musik, som kan få en ovenpå efter nattens clubbing, mens man chiller rundt i sine hørbukser. Stilen er i sandhed laid-back, og det i sådan en grad at pladens 11 numre på det nærmeste ikke er til at skelne fra hinanden.
Pladen indledes med “Peninsolar”; et nummer, der blander keyboard med en didgeridoo-agtig lyd, en kombination der kører i tomgang de første fire et halvt minut for derefter at introducere et guitararrangement, der virker surf-inspireret. Der leges med forskellige inspirationer, men uden at det rigtig kommer nogen vegne og i hvert fald slet ikke op ad sækkestolens dyb. Det til trods for, at både “Schinkenwurst Dub”og “Mähdrescher” byder på en lidt mere pågående lyd, der trækker veksler på ambient dub, men med et større fokus på percussion og brugen af skingre, elektroniske fiksfakserier. Delayed Back har i princippet et energisk drive, hvor samtlige numre er bygget op omkring en grundmelodi, der udgøres af trommer, bas og elektrisk guitar, peppet op med et væld af elektroniske bearbejdninger. De mange spøjse indslag, der driver ind over grundkernen i numrene, gør dog ikke det store for at skabe dynamik og drama i numrene.
Noetics har bevidst valgt ikke at sætte tekst til deres musik, ej heller har de valgt en frontfigur, da begge dele ville fjerne fokus fra selve musikken. At gå efter den fladeste form for musikdemokrati kan være nok så beundringsværdigt, men det ville have gjort musikken en del mere spændende, hvis der havde været en stemme, nogle ord eller blot et instrument, der fik lov til at skeje ud på en bemærkelsesværdig måde, så man som lytter havde et eller andet at hage sig fast i, når man vugger rundt i den pøl af det pureste chillout, som Delayed Back er. I forhold til at pladen virker new age-inspireret, kan der være en pointe i, at musikken får en repeterende, hypnotiserende kvalitet, men er man ikke ude på at opnå et hidtil ukendt transcendentalt stadie, så sker der simpelthen for lidt til at holde på opmærksomheden.
