Thee Attacks' RAF-hyldende logo.
Dedikation. En beundringsværdig dyd. Originale ideer og nytænkning er ikke alt. Jo, jeg plejer da altid selv at sætte innovation højt, når jeg vurderer musik, men nogle gange er det også bare en befrielse at høre nogen, som med et svulmende hjerte, der banker for en særlig periode, voldknepper fortiden.
Thee Attacks må have set utallige videoer med The Who. Især forsanger Jimmy Attack ligner en tro kopi af Roger Daltrey med sit store, lyse krøllede hår og knyttede næver i vejret, når han folder vingerne ud på sin brune ruskindsjakke med frynser, og generelt er bandets attitude så cocky, at en flagstang ser slatten ud til sammenligning. Men de indrømmer jo også selv inspirationen. Desuden ligger musikken for det meste op ad den publikumsvenlige garagerock, The Who spillede i 60’erne – med nogle afstikkere til den mere storladne stadionrock, de udforskede i 70’erne. På den måde var koncerten en levendegørelse af en hidtil ikke offentliggjort Bjarne Reuter-tekst, hvor Bjørn er blevet lidt ældre, har glemt alt om Anna og Kirsten og har et nyt og mere seriøst band.
Så nej, Thee Attacks forsøger ikke at påvirke kulturhistorien, men kærligheden til den brænder så meget igennem, at det er komplet ligegyldigt. De elsker tydeligvis at stå på en scene, og deres opskruede energiniveau og hoppen rundt på scenen midt i løsslupne guitarsoloer spredte sig som energiboostende solstråler gennem publikum helt ned til lydpulten, så Thee Attacks kunne have fornøjelsen af at se hele teltet hoppe til deres fængende melodier. Det var en hyldest til alle rock’n’roll-myter, du nogensinde har hørt, og de blev leveret så overbevisende, at hverken jeg eller mange andre i teltet kunne lade være at overgive sig med et fjollet smil på læben. Til sidst fik guitaristen Terry Attack da også knækket sin guitar i to dele og ofrede den dermed til publikum og koncerten.
Dedikation.
