Roskilde ’10: Titus Andronicus, 03.07.10, Pavilion

Titus Andronicus i et roligt øjeblik i deres hjemstat.

Efter en hel uges Roskilde Festival, hvor der er mange, der tilsyneladende lader alkoholen blande sig med blodet i en konstant 50/50-kombi, synes Titus Andronicus at være det perfekte lydspor. Dødsdruk og spildt liv gennemsyrer bandets udtryk, når de får folk til at skråle med på omkvæd som »your life is over« og »you will always be a loser«, mens de danser glade rundt til skramlet punk. Titus Andronicus er en nærmest manisk hyldest til livets nedture.  

Med positive omtaler af begge deres albums og et decideret gennembrud med dette års album, The Monitor, har bandet vundet en stigende fanskare, der sætter stor pris på deres højenergiske, skramlede indierock, som trækker veksler på klassisk amerikansk rock som den spilles af Bruce Springsteen, keltisk punk som The Pogues dyrkede den, og med en forsanger der lyder som en stangvissen Conor Obert – med al den sjælelige skrøbelighed, det indebærer.  

Dén fanskare samt en flok nysgerrige hoveder fik hele den desperate rodebutik lige i smasken, på et tidspunkt hvor dødsdrukken tager form af sejlende øjne og gummiben. Måske det var derfor, det var så nemt at skabe en sejlende hoppestemning foran scenen, men man må også give Titus Andronicus, at de tog deres føringer i festen. Til trods for det, havde de alligevel venlighed nok til at modsige de publikummer, som råbte »fuck Prodigy.« De er jo et »perfectly fine band.«  

Det var derfor en aldeles godkendt koncert af et band, der fik det til at se ud, som om det at spille musik er den eneste legitime beskæftigelse i livet. Det perfekte lydspor til en ugelang druktur, der er gået frygtelig galt, på baggrund af et liv, der er gået frygteligt galt.