Plader

Bear in Heaven: Beast Rest Forth Mouth

Skrevet af Signe Palsøe

Bear in Heaven er et spændende bekendtskab. Deres særegne synthpop er både dramatisk, dyster og vældig iørefaldende – og nu kan den langt om længe findes i fysisk format herhjemme.

Med adskillige koncerter på dansk grund og et mash-up-samarbejde med Oh No Ono har der det seneste lille års tid været rig mulighed for at stifte bekendtskab med Bear in Heaven herhjemme. På trods af Brooklyn-prædikatet kan man ikke proklamere, at bandet er kommet sovende til den opmærksomhed, der helt velfortjent er opstået omkring deres virke. Derfor kom det faktisk noget bag på mig, at Beast Rest Forth Mouth pludselig materialiserede sig i min postkasse for en uges tid siden. Var det ikke lige vel sent at anmelde en plade, som unge mennesker i stramme jeans har kunnet nynne med på siden juletid?

Jeg vidste faktisk ikke, at Beast Rest Forth Mouth endnu ikke var udkommet fysisk herhjemme. Men hey, det gør den nu, og så meget desto bedre for sådan én som mig. Den sene ankomst giver nemlig mulighed for at konstatere, at der efter en del måneder stadig er tale om en rigtig fin plade, som ikke er faldet for en af de amerikanske døgnfluetendenser ved at lyde som en strandtur eller en stammedans, men i stedet lyder overbevisende meget som sig selv.

En af de få paralleller, jeg har lyst til at trække, er til landsmændene i Beach House. Ikke fordi de to bands’ forkærlighed for synth udmønter sig i specielt beslægtede lydmønstre, men stemningsmæssigt forfølger Bear in Heavens Jon Philpot den samme dunkelhed som Beach Houses Victoria Legrand – og begge når deres mål gennem en androgyn og svævende vokalpræstation.

Ikke desto mindre er der noget langt mere dramatisk, til tider helt foruroligende, over Bear in Heaven. Den ulmende “Beast in Peace” åbner pladen med en marchlydende, stram trommestruktur, som aldrig fortager sig gennem nummeret, men åbnes op, efterhånden som flader af guitar og lys vokal breder sig over rytmen. Det bliver aldrig videre udfarende, og monotonien er altdominerende i de ensartede toner og Philpots klagende, langstrakte sang. Netop derfor er det så imponerende, at bandet kompromisløst formår at holde fast i sin dagsorden: at skrive nogle rigtig fængende numre og oven i købet få de ensartede virkemidler til at arbejde for popstrukturen.

Det er ligeledes tydeligt, når bandet skruer tempoet i vejret. “Wholehearted Mess” er hurtig, lige så kompromisløs som sin forgænger, hvad angår udsving fra det dikterede toneleje, men på ingen måde ensartet, når det kommer til at variere hurtige, diskrete rytmer med nogle velplacerede riff og den allestedsnærværende, forvrængede og brummende synth, der endelig metamorferer til et progressivt, højtravende synthlandskab i “You Do You”.

Det er ikke nogen lille lyd, Bear in Heaven opererer med, og det er herligt at stifte bekendtskab med et band, der, når de er bedst, bringer tankerne hen på nogle af de helt store dreampop-koryfæer uden at give afkald på hverken rytmisk stramhed eller poppet struktur. Når de er lidt mindre gode, som det til tider sker på sidste halvdel af pladen, er det solidt, men en smule mere anonymt. Det lever man med på en udgivelse, der i sig selv er langtidsholdbar, men også vældig lovende for fremtiden.

★★★★★☆

Leave a Reply