Siden El-P trådte tilbage fra Definitive Jux for et års tid siden for at hellige sig sin egen kunst, har forventningerne til hans første udgivelse efter nedtrapningen været stor. Og det er da derfor også i begyndelsen med en smule skuffelse, man sidder og hører Weareallgoingtoburninhellmegamixxx3, der er et langt mix af »forskelligt lort, jeg har haft liggende« – citat El-P.
Er dette virkelig alt? Hvor er det aggressive flow? Hvor er de Philip K. Dick-esque tekster om nær-postapokalyptiske scenarier og sindstilstande?
Manden, der har stået bag så banebrydende plader inden for den alternative hiphop som Funcrusher Plus, Cannibal Ox’ The Cold Vein og ikke mindst det moderne mesterværk Fantastic Damage prøver nu i stedet at lege J. Dilla, så hvis man, som jeg, synes, at El-Productos klare styrke ligger i flowet og teksterne, må man lige lade skuffelsen ligge et øjeblik. Ikke kun fordi der nok skal komme mere lyrisk funderede sager fra lige den kant, men også fordi Weareallgoingtoburninhellmegamixxx3 er et ret fint mix, der stadig viser glimt af det paranoide igennem sprækkerne i det genkendelige lydunivers.
Der er også et narrativ over pladen, der dog, af indlysende årsager, ikke kan være lige så tydelig i sit sprog, som når El-P selv spytter. Ikke at manden ikke selv har tendens til at forsvinde i grå sci-fi-universer og poesi, der er forankret i samme, men man har dog altid følt en sammenhæng, der kan få pladerne til at fremstå konceptuelle. Angst for fremtiden i fremtiden, løbskheden i alt: våben, samfund, fremmedgørelse, indespærring, den slags dystopier, bare sat til beats.
Det er der ikke meget af her – ud over det, der bliver skabt i hovedet på den enkelte lytter. Lydene lægger ellers op til det. Synthen leger John Carpenter i baggrunden, mens de rullende trommer skaber panik og slår som lussinger i luften. Lufthorn, alarm, våde mure, hemmeligt politi om hjørnerne, hiphoppen som eneste reelle flugtmulighed. Bassen slår revner og knaser, når den ikke wonker sig frem over asfalten, hvor opbrudte vokaler hikker sig igennem som androider i hak. Ånden er hiphop, og udtrykket er kamp og frygt. Alle disse elementer fungerer fremragende på pladen, men de er ikke stemningsskabende på samme måde som DJ Shadows skræmmende smukke nattæppe Endtroducing, hvor hiphoppen, i form af turntablism, gjorde rapperen overflødig og lukkede op for genrens muligheder. Problemet med numrene på Weareallgoingtoburninhellmegamixxx3 er, at en del af dem lyder som instrumentalversioner af regulære hiphopnumre. Rapperen gøres ikke overflødig. I stedet sidder man til tider og savner ham.
Mixet er et dundrende amalgam mellem J. Dillas detroitede soullyd og DJ Shadows vandringer over brosten og noget af det mere tilgængelige, som El-P har været med til. El-P skaber musik, der er futuristiske ’Nam-flashbacks; en hiphop gennemsyret af traumer, og nu er det bare mere funky, end det plejer at være.
Vi får altså stadig skumle vibes skudt ind i hovedet, og selvom den narrative del kan være svær at spotte, på trods af at der er en vis ramme om pladen, så er den et sted, hvor den i det mindste kan anes. Weareallgoingtoburninhellmegamixxx3 er uanset hvad umiskendeligt El-P’s værk. Den bærer hans mærke over hele produktionen, og hvis styrken på dette såkaldte efterladte lort er et tegn på noget som helst, så tror jeg, man har god grund til at sætte forventningerne op til det kommende regulære album.
