De fleste mennesker ville nok overveje at lægge karrieren på hylden, når den har strakt sig over 35 år, seks soloplader og to hjerneblødninger. Helt så nemt kaster Edwyn Collins dog ikke håndklædet i ringen. Tværtimod. Med sin syvende soloplade, Losing Sleep, sætter han en tyk streg under, at han stadig er en kunstner, der skal tages alvorligt.
Ingen steder i musikkens hellige skrifter står der skrevet noget som helst om, at man som solist skal gøre alt helt på egen hånd. Det er da også langtfra tilfældet her, og Collins får yderst kvalificeret hjælp hele pladen igennem. Johnny Marr og Roddy Frame har begge bidraget til skabelsen af værket. Det samme har bl.a. Alex Kapranos og Nick McCarthy fra Franz Ferdinand. Resultatet er et langt hen ad vejen godkendt, men til tider lidt monotont album. De første fire numre er forbløffede ens i udtrykket: klassisk ærlig og ukompliceret britisk rock. Pladen er gennemsyret af en virkelig smittende old school britisk rocklyd, der formår at holde sig på den smalle sti og på intet tidspunkt bliver prætentiøs.
På trods af det upolerede udtryk er der dog irriterende ridser i lakken her og der. Desværre styrer Collins ikke uden om det banale.
”Bored” er et utroligt enkelt opbygget nummer, men både lyd og tekst kæmper for at blive vedkommende. Nummeret kører fantasiløst i præcis samme beat hele vejen igennem, og teksten er mere eller mindre begrænset til omkvædene. Den sidste halvdels omkvæd, »I’m halfway down to where I’m going«, tager over fra første halvdels omkvæd, »halfway down a mountainside, and I’m bored, so bored«. På samme måde er ”Over the Hill” så banalt og ligefremt et stykke popmusik, at man med det samme føler, at man har hørt nummeret tusindvis af gange før fra tusindvis af bands.
”I Still Believe in You” er pladens ubestridt bedste nummer. Det får et helt særligt liv ved hjælp af den støvede guitar og en rigtig gennemført rocklyd, der står utrolig godt til Collins’ veludførte vokal. ”Searching for the Truth” lukker og slukker pladen, og det bliver gjort med manér. Sangen består i al sin enkelhed af en akustisk guitar og Collins’ bløde stemme, som sammen sender os af sted med en dyb og livsbekræftende sang leveret så roligt og selvsikkert, at det er en ren fornøjelse.
Losing Sleep viser med al ønskelig tydelighed, at Edwyn Collins stadig har noget på hjerte, og selvom der er lidt slinger i valsen, er resultatet bestemt godkendt.
