Det synes umuligt ikke at nævne Tricky, når man omtaler Martina Topley Bird. Hun har imidlertid smidt både Tricky og triphoppen fra sig og optræder på Some Place Simple med en mere skrabet og lo-fi lyd, hvor hendes distinkte og ekspressive vokal som oftest står i centrum. Den svinger fra det halvskingre til det barnlige og legende som i “Da Da Da”, der netop blot er Topley Bird, der gentager titlens lydord, mens et klimpre-instrument spiller en slags melodilinje. Det er meget sødt tenderende til det rimeligt fjollede, og så varer hele herligheden under et halvandet minut.
Topley Bird har været involveret i en del på den britiske musikscene. Hun spillede en stor rolle på Trickys debut Maxinquaye (selvom hun blev krediteret som ’Martine’), og på Gorillaz-albummet Demon Days sang hun duet med Roots Manuva på “All Alone”. Netop Gorillaz’ Damon Albarn har også haft sine kreative og ivrige hænder inde over Some Place Simple. Efter at have set Topley Bird varme op for Massive Attack i Brixton opfordrede han således sangerinden til at genindspille sange, der allerede er blevet udgivet. Som sagt så gjort, og Topley Bird har derfor bl.a. skabt nye versioner af sangene “Phoenix”, “Baby Blue”, “Sandpaper Kisses”, “Lying”, “Ilyah”, “Snowman”, “Poison”, “Valentine” og “Da Da Da” (der på den Danger Mouse-producerede The Blue God fra 2008 havde et ekstra ‘Da’). Alt sammen udgivet af Albarn på Honest Jon’s Records.
Generelt for alle nyindspilningerne er, at de – som albumtitlen indikerer – er nedskrabede og simple udgaver af forlægget. Udgaverne er de fleste steder båret frem af melodiens enkelhed og Topley Birds specielle og på samme tid ekspressive og tilbageholdende vokal. Nogle gange bliver vokalen for ekspressiv forstået på den måde, at det bliver for ukontrolleret til min smag. Dette sker f.eks. i “Poison” og “All Day”, hvor vokalens skingre eksperimenteren lige kort berører ved min sluk-musikken-refleks, og end ikke den ellers funky og smittende percussion gør det for mig.
Enkelte steder, hvis ikke bare ét sted, vokser lydbilledet klædeligt. “Sandpaper Kisses” starter simpelt med helt skrabede trommer, nærmest uhørlig guitar og vokal, indtil trommerne vokser, og guitarens repetitioner giver en god energiindsprøjtning til lyden, der med Topley Birds vokal vokser og bliver næsten fyldig.
Pladens bedste numre er de nyskrevne, der imidlertid kun udgør fire af de 15 små sange. “Kiss Kiss Kiss” starter med lillepiget sang i forgrunden og enkelt, nedtonet elektrisk klaver. Topley Bird synger »Do you wanna play this game? / It’s been around for days / why you gone astray / when all I say is stay? / In all that I have missed / a kiss is just a kiss / my concern is this / it’s that all we do is kiss«, og efter kun et minut fortsættes den simple melodi over i sidste nummer, hvor klaveret klimprer ubehjælpeligt og meget gribende i et minuts tid mere.
Tricky har god smag. Han kan både lide danske punkpiger og mørklødede vokalister som Topley Bird, der med Some Place Simple har lavet en god og rar plade. Her er velplacerede lo-fi og minimale indspilninger af i forvejen fint materiale, og de nye numre er bedårende. Men det er svært ikke at synes, det hele er lidt kedeligt. Så er jeg sgu mere til dansk punk.
