Randy Randall og Dean Spunt, til sammen No Age, er på banen igen. Der er gået to år siden sidste skive Nouns, som vi øvrigt også skamroste her på siden, og på mange måder er det intet nyt under solen på duoens nye album. Men nogle gange er intet nyt som bekendt godt nyt, og Everything In Between er en plade, der ikke skuffer – bortset fra at den næsten er for kort.
Pladens 13 skæringer bevæger sig indenfor et meget lo-fi og punket udtryk. Et sted mellem Wavves og A Place to Bury Strangers, kunne man sige. No Age er dog knap så skærende i deres lyd og måske lidt mere poppede. Alle sangene på Everything In Between er sindssygt iørefaldende, som for eksempel den næsten ballade-agtige “Skinned”, hvor bassen rumler i baggrunden og truer med at stjæle hele lydbilledet fra den stille vokal. Eller punksangen “Fever Dreaming”, hvor No Age sætter tempoet helt op og rocker ud.
No Age forstår at få indierock, hardcore-punk, støjkollager, følsomhed og livsglæde til at gå op i en højere enhed. Der er tilstrækkeligt med variation, til at det aldrig bliver kedeligt, men samtidig undgår duoen, at deres stil flagrer. Der er ikke ét nummer på pladen, der føles, som om det falder uden for det samlede udtryk. Det kunne godt være No Ages styrke: at de holder et stramt greb i tøjlerne og ikke forfalder til endeløse jams eller musikalske eksperimenter uden retning.
Everything In Between kan stadig streames fra The Guardians hjemmeside, og derudover skal der blot lyde en varm anbefaling til dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med No Ages punkede indie-rock. Husk, at de kan opleves på Loppen 4. november.





