Plader

2Mex: My Fanbase Will Destroy You

2Mex er ude med nyt album på Sage Francis’ pladeselskab. Den teknisk dygtige og enormt produktive rapper sigter mod at skabe sin ultimative plade, der skal tage karrieren til nye højder og vise trofaste fans en mere fokuseret og moden rapper.

Jeg kender primært 2Mex gennem hiphop-kollektivet The Visionaries, som også er hjemsted for undergrundscelebriteter som Dj Rhettmatic og LMNO. Fra tiden som aktør i slut-90’ernes bølge af independent-hiphop og frem til i dag er han med flere udgivelser årligt at regne blandt de mest produktive i faget. For at tilgodese hypen omkring albummet var kravet fra Sage Francis, der ejer 2Mex’ pladeselskab, derfor, at denne udgivelse skulle være den eneste fra ham i år. Karakteristisk for rapperen er et hæsblæsende maskingevær-flow, som lader hånt om vejrtrækningspauser og leder tankerne hen på rappere som Gift of Gab og Big Punisher – omend i en noget hæsere version.

Med den futuristiske produktion i “My Intro Won’t Destroy You” skydes pladen rigtigt godt i gang. Wonky-produceren Busdriver udvikler gennem nummeret et uhyre komplekst lydbillede med fem-seks forskellige loops bygget over grundelementerne orgel, synth-effekter – som leder tankerne hen på et rumskib på vej til take-off – og detaljerede trommer. Undervejs ændrer de knitrende trommer karakterer flere gange, mens diverse musikalske elementer flyder ind og ud af lydbilledet. 2Mex udnytter variationerne godt til skift i flow og intensitetsniveau og brænder med rim om kunstnerens forbandelse stærkt igennem. Man fornemmer en mave knurrende af sult, når rimene spyttes af sted i et hæsblæsende vers, der næsten sætter nye standarder for, hvor mange ord der kan stoppes ind mellem to vejrtrækninger.

Pladen indeholder flere interessante momenter, men også flere steder hvor filmen knækker. Produktionerne i “Dead Deer Diary”, “Surveillance” og “Press Your Luck” skurer i ørerne med alt for metalliske synths og trommer. “Rollercoaster” med Murs har et alt for corny omkvæd og alt, alt for klichéfyldt lyrik. Her tærskes virkeligt langhalm på emnet præmenstruelle kærester.

Værst går det dog i “The Fun in Funeral”, hvor wahwah-guitaren og vokal-synthen i Deeskees produktion rammer plet lige midt i kedelighedens øje, mens 2Mex’ klichémættede kritik af amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik totalt blotter hans begrænsninger som lyriker.

Blandt de bedre numre er førstesinglen “Dead Hand Control”, som er co-produceret af Mars Voltas Ikey Owen. Nummeret har en fængende, slæbende produktion med fuzzy guitarer og et dynamisk, voksende bagtæppe af manipulerede samples og forskellige effekter, der aktiveres undervejs. Over de sløve, men intense trommer rapper 2Mex om at bevare sin kunstneriske integritet i kampen for at nå toppen. At tempoet skrues lidt ned, giver plads til, at hvert ord artikuleres uhyre præcist, hvilket er klædeligt.

Der er ikke noget specielt over hverken klaversamplet eller det boom-bappede tromme- og basgroove på “What You Know About This”. Alligevel fænger nummeret, der gennem nørdede referencer lovpriser en række hiphop-artister, som nok er røget under de flestes radar. Prince Po gæsterapper på nummeret, men det er 2Mex, der når dybest ned i skattekisten med referencer som: »I’m glad you know about some Ghostface Killa / But what you know about C.V.E., Portrait of a Serial Chilla.«

Der er desværre nogle generelle ting, som får mig til at stå af på store dele af pladen. Selvom rappen leveres på et højt teknisk niveau, er flowet et af problemerne. Den store investering i flowet har en høj pris, som desværre må betales i lyrikken. Et grelt eksempel blandt flere høres i “Dead Deer Diary”, hvor niveauet virkelig sænkes med rim som »driving through Deutschland / every guy looks like he’s in a boyband.«

Flere faktorer medvirker også til at gøre flowet ujævnt og til tider hakket. Den primære årsag er nok, at 2Mex ofte presser sin tunge til at lave for mange krumspring på for kort tid. En meget kedelig tendens til, at enderimene nærmest skriges ud, så eksempelvis »south« bliver til »SOUUUUWWFFF«, gør også sit til at stikke en kæp i hjulet.

Som mange tidligere 2Mex-udgivelser præges også denne af enormt markante generiske og stilistiske variationer. Disse giver en usammenhængende totaloplevelse, fordi der hverken tekstmæssigt eller musikalsk skabes struktur og sammenhæng på tværs af numrene, og 2Mex’ bestræbelser på at stå distancen som albumkunstner lykkes ikke i denne omgang. Er den truende albumtitel henvendt til anmeldere, bringer jeg nok mig selv i fare ved at skrive, at der er alt for mange irritationsmomenter og dyk i kvalitet til at retfærdiggøre en karakter over middel.

Rapperens samarbejde med Busdriver skal dog fremhæves. Ud over at være den producer på pladen, som bedst matcher 2Mex, skiller han sig med sine multilagrede produktioner også kvalitativt ud fra flokken. Værd at fremhæve er ud over første skæring “Career Suicide for Dummies”, hvor Busdriver på forunderlig vis får mandekor, pitchede vokalsamples og på papiret kaotiske lag af retvendte og omvendte trommer til at gå op i en højere enhed. Jeg hører helt klart potentiale og tør godt spå dem en fornuftig fremtid, hvis de går sammen om et nyt projekt. Var resten af albummet skåret fra, kunne de fire numre faktisk have udgjort en glimrende ep.

★★½☆☆☆

Leave a Reply