Atoi: Waves of Past Relations

Jeg møder Atois Waves of Past Relations på et kaotisk tidspunkt i mit liv. Min udlejer og sambo har netop haft et psykisk sammenbrud, hvilket har tvunget mig til over weekenden at flytte ud i verden i en papkasse. Og allerede nu kan jeg afsløre, at Waves of Past Relations egner sig dårligt til at kurere stress og nok ej heller depressioner eller knuste hjerter. Dets dystre, monotone univers lægger snarere pres på sindet end løfter det.

Atois første langspiller, Youth Machine (2009), leverer en vellykket omgang skrattet, elektronisk indiepop á la Hanne Hukkelberg, Psapp eller CocoRosie med strejf af islandske toner foruden banjo og blokfløjte. Med Waves of Past Relations bevæger gruppen sig i retning af en tungere, mørk elektrorock. En ærgerlig vej at gå, både fordi den nye stil er mindre interessant, og fordi Youth Machine faktisk besad et personligt udtryk, der var oplagt til at bygge ovenpå og forfine.

Nuvel. Nu er det jo ikke op til mig at bestemme, hvilken sti Atoi skal betræde. Pladen må tages, som den er, og Waves of Past Relations er først og fremmest en plade, der gør sig bedst på et anlæg med en god bas. Noget, jeg erfarede efter først at have lyttet til den i høretelefoner og herefter på mit anlæg, hvor jeg desværre har måttet skrue helt ned for min ellers røvsparkende subwoofer efter min nu ex-underbos gentagne trusler på mit liv, når jeg så meget som tændte for fjernsynet. Åbenbaringen kom efter flugten fra lejligheden, da pladen blev sat på i det kollektiv, hvor jeg er midlertidigt indlogeret, og hvor der er et anlæg med en god bund. Særligt et nummer som “Night” fremstår fuldstændigt fladt uden den gungrende bas, mens situationen er den helt modsatte under de rigtige forhold.

Bassen ligger konstant som en bund af melodisk brummen, som går lige i kroppen – på den gode måde vel at mærke. Halvt i samme lag og halvt ovenpå blander de elektroniske beats sig, og endnu ovenpå lægger melodiske guitar- og synthstemmer sig. Ud af disse skabes et yderst solidt fundament, som i høj grad også er det bærende element på pladen. Særligt veldrejede er de i “Yearning” og “Night”.

Den uomgængelige hovedrolle spilles imidlertid – desværre, må jeg nok tilføje – af den agressive og noget insisterende vokal, der sigter målrettet efter et skævt udtryk, der uantasteligt synes at have som mål at tilføre musikken et ekstra identitetsskabende lag. Dette er lykkedes for blandt andre Henriette Sennenvaldt, Maria Laurette Friis og Björk, men det lykkes ikke for forsangerinde Ida Cæcilie Rasmussen og Atoi. I stedet bliver hendes vokal ofte decideret irriterende og er sunget med så stor anstrengelse, at jeg får spændinger i nakken. Den vinder lidt på den lange bane, men glad for den når jeg aldrig at blive.

Lyden er hentet fra 80’ernes electro-artrock med hooklines, der bliver gentaget adskillige gange, og efter ganske få gennemlytninger sidder omkvædene da også solidt plantet i bevidstheden. Der er mange interessante og velfungerende idéer undervejs, og så godt som alle numre begynder lovende; men over et længere stræk når musikken at blive uinteressant i kraft af sin monotoni og måske sin lidt kedelige sigten efter hitkvaliteter. Atoi har før vist sit potentiale, men det er, som om vi med Waves of Past Relations ser dem fra en af deres kedeligste sider. Opretholder de en frekvens af ét album om året, er der imidlertid grund til at være optimistisk og håbe på, at de finder enten hen eller tilbage til en mere inspirerende lyd.