Plader

Jatoma: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

To danske teenagere slår pjalterne sammen med etableret dansefyr og skriver kontrakt med tysk selskab. Ret eksotisk. Og debutalbummet er faktisk ikke så skidt endda.

I udlandet kan det godt være, at folk falder for Kompakt og Jatomas spæde forsøg på at hemmeligholde, hvem der står bag navnet og musikken. Men i lille Danmark var der næsten forsider, da trekløveret blev signet til det genredefinerende tyske selskab.

Så det er næppe en afsløring, at Jatoma består af Jakob, Tomas og Mads. Først- og sidstnævnte udgør duoen Electrojuice, mens Tomas med efternavnet Barfod har en fortid i Filur og nu mest slår folderne i WhoMadeWho.

På papiret er parringen af to friske og nysgerrige teenagere med den forholdsvis ældre musiker ganske oplagt. De kunne inspirere ham, mens han kunne være den erfarne, som tøjlede den vilde ungdom. Hvordan rollefordelingen ser ud skjult bag musikken, er kun en sjov gætteleg. Men albummet lyder som Electrojuice med en vis clubbing-tyngde. Og så har man en idé om, hvilke elementer der kommer fra hvem.

Smagsmæssigt er der lidt af hvert på albummet, der både lader den spraglede, konfettifarvede electronica få spillerum og giver plads til de mere insisterende beats, som egner sig til at danse mere hårdt og koncentreret. Den første del af albummet er mest melodisk, mens melodierne nedtones, efterhånden som de dansable beats tager over. En naturlig udvikling, hvis Jatomas debut skal kunne simulere en festlig aftens udvikling. Men over albummets knap en times spilletid virker det lidt forceret, og albummet knækker en smule på midten.

Af de mest melodiske numre skal åbneren “Little Houseboat” og “Manipura” fremhæves. Førstnævnte er som et udendørs brusebad af lyddråber under en blå, blå himmel med skyerne svævende forbi i tidobbelt tempo. Sidstnævnte bør fremhæves for et minimalistisk beat med en industriel undertone, der fra 1:20 bliver snigløbet af flimrende, mikroskopiske harmonikaer. “Dust in Wong” og “Alang Beach” fungerer lidt som mellemled med mere drævende tempo og feel, mens “Durian” har snuppet lidt for kraftig (tilfældig?) inspiration fra Fallulahs “I Lay My Head”.

“Bou” indleder resten af albummets dansefest med en lidt enkel trance. Så hellere spole frem til “Paper Lights”, der tager røven på lytteren med kitchet vocoder. Eller snup “Ma10as”, som bryder festen (og trods sine kvaliteter en smule af helheden) med sin etniske lyd af mongolsk strubesang.

Uanset om det er de to teenagere eller den mere erfarne herre, som har haft mest at sige på Jatomas debutalbum, bør det hemmelige i konstellationen eller kontrakten med Kompakt ikke overskygge, at trioen – trods lidt udsving i udtryk og disposition – har lavet et ganske udmærket album, der både kan lyttes og danses til.

★★★★☆☆

Leave a Reply