Som biolog med tropisk skov og ornitologi som hjertesager kunne man muligvis klandre mig for at være inhabil. ‘Signe Palsøe har personlige relationer til skoven og fuglene, som medvirker på dette album’, burde der måske stå som indledning til denne anmeldelse. Det gør der ikke. Det ville være noget hippie-ævl. Men nu, hvor jeg alligevel har brugt spalteplads på at gøre min ryg fri ved at redegøre for min uegnethed som anmelder af Tropical Distractions, skal jeg ikke forspilde chancen for at skamrose hverken pladens medvirkende natur eller kunstneren bag.
Stærkt, Jonatan Bengta! Ikke alene har du som mOOnbird formået at opbygge din musik om de to mest interessante emner, der findes, overhovedet. Du har også valgt at tage udgangspunkt i de helt rigtige elementer for at danne et solidt fundament for dit univers. Turen til Afrika for at optage de allestedsnærværende field recordings af vilde fugle var obligatorisk, det er klart, men vigtigst af alt har du ikke ladet civilisationen få indpas på dit territorium ved at give en uromager som den elektriske guitar råderum. Når albummets instrumentalside næsten udelukkende består af variationer af dump, eksotisk klingende percussion, tror jeg på autenticiteten, selvom der muligvis har sneget sig en programmeret lyd eller et diskret strengeinstrument ind undervejs.
Man kan måske argumentere for, at det ikke er videre originalt udelukkende at kombinere sådanne rytmer med et mangefacetteret vokalarbejde, hvor stemmernes forskelligartethed danner smukke eller sælsomme harmonier. ‘Tribal’, kalder vi her på sitet den form for musik, og som betegnelsen antyder, har genren tyvstjålet sine virkemidler fra simplere samfundsstrukturers musikkulturer. Men det ved du jo godt, og når du i større eller mindre udstrækning lader virkemidlerne antage en vers-omkvæd-vers-struktur, som f.eks. er særligt påfaldende i “Crusoe on a Shore”, og samtidig henviser til personligheder som Darwin eller Robinson Crusoe, ja, så er den hvide mand nu så småt begyndt at gøre sit indtog i den uberørte skov. Alligevel ønsker du med afsættet i 17- og 1800-tallets udforskere at skildre naturen som den vilde, uopdagede kraft, der for stedse er din overmand, og mon ikke det er denne romantiske og smukke idé om oprindelighed, de fleste gerne vil forbinde med naturen?
Derfor kan det ærgre en smule, at strukturen til tider synes at tage overhånd i dine kompositioner. F.eks. virker det tillokkende, når “Crusoe on a Shore” åbner med foruroligende rytmer og allestedsnærværende call and response-vokaler, som man udmærket kan forestille sig passerer mellem de nataktive væsener på en månebelyst stillehavsø. Men med omkvædet indtræder den ensretning, som kommer til at dominere resten af nummeret. Du har tænkt “Robinson Crusoe”, og det giver bestemt mening. Jeg kunne godt tænke mig i stedet at høre “Fluernes Herre”-versionen. At omvende Crusoes langsommelige opbygning af sin egen civilisation og i stedet lade naturen opsluge den menneskelige fornuft ville bringe et viltert aspekt ind i dine arrangementer, og jeg tror, det ville gøre dem endnu mere interessante og dragende.
Melodierne er et vigtigt element i din musik, men måske kunne du lade dem mudre til i den næringsfattige regnskovsjord, så lytteren selv skulle grave dem op? Troperne larmer, og regnskoven er et mylder af sære syn. Fuglene har du på plads, men den uforudsigelige kriblen af kryb og raslende blade i underskoven er forstummet, selvom du i “A Wild Bird in its Natural Surroundings” kommer i nærheden af den gensidige forståelse mellem mennesket og naturen, som jeg forestiller mig, at du gerne vil opnå med dit projekt. For er det ikke dér, al kunstnerisk interesse for den vilde natur har rod?
