Svenskerne er tilbage. Forest & Crispian leverer et opbrud, der trækker i flere forskellige retninger, hvis man er opmærksom på både den lyriske og den instrumentale side.
Der er absolut noget legende og gøjlet over mange af numrene på The Saint, som f.eks. “This Ain’t a Song for People Wanting to Have Fun” og “Let the Best Band Win”, der pulserer med skæve violiner, gulvtramp og svingende strygere, men samtidig har bandet en mere alvorlig og melankolsk side. Den kan blandt andet høres på “The Golden Ship”, “The Window” og “On the Day You Die”, der fremført af strygerkvartetten opnår en svævende og ophøjet stemning, som alligevel besidder en vis tyngde. Tyngden findes nu i særdeleshed i lyrikken, der handler om nogle ret alvorlige emner.
På “The Ain’t…” lyder det eksempelvis: »We’ve got death and destruction / We’ve got rath and revenge / We’ve got pain and politicians / Where does it end? / This ain’t supposed to make you feel allright / This ain’t supposed to make you laugh.« Bandet fortæller dog en anden historie med deres instrumenter, og derfor er det let at overse det seriøse budskab, bandet forsøger at formidle gennem deres tekster.
Det åbenlyst kontrapunktiske element, der findes mellem lyd og tekst, er til stede på flere af numrene og skaber et flerfarvet, men også lidt utydeligt billede af, hvem de svenske musikere er. På den ene side virker det forfriskende, at tilgangen til de tunge sager er lidt alternativ og netop ikke væver rundt i det tragiske ved, at Afrika sulter, som “Let the Best Band Win” blandt andet er inde på, eller at der er krig i verden, som “This Ain’t…” berører. Problemerne tages op på en måde, så man bliver opfordret til at tænke over dem – og tage stilling til om det er i orden.
På den anden side virker det ikke videre dybtfølt, når der er så stor forskel på, hvad der bliver sunget, og hvad der bliver udtrykt gennem instrumenterne. Noget i det kontrapunktiske udtryk skaber for meget afstand til, at man rigtigt tager det til sig, og derfor preller den seriøse og alvorlige tone lidt af, når man samtidig sidder og ryster foden til rytmerne fra de taktfaste trommer.
Det sarkastiske og ironiske element skal selvfølgelig medregnes i alt dette, men det til trods er der noget skurrende ved den højtidelige lyriske agenda og den Kaizers Orchestra-lignende musikalske komposition, der skulle fange folks fødder og netop gøre stemningen skødesløs. Forest & Crispian fanger dog den uhøjtidelige tone på ganske forrygende vis, og hvis man kan bære over med den uformelle indpakning, er der mange gode sætninger at bide mærke i på The Saint.
