Jeg har læst, at på den aften, The Megaphonic Thrift skulle begynde indspilningerne til deres første fuldlængdealbum, brændte alle deres instrumenter. Det ser imidlertid ikke ud til, at det norske band fra Bergen tog det som hverken et tegn eller en opfordring til at forsøge sig ud i nye mønstre. De gør det, de gør godt: støjer henover gode melodier. Det er ikke voldsomt originalt, men det er veludført og catchy.
The Megaphonic Thrift er Richard Myklebust, Linn Frøkedal, Fredrik Vogsborg og Njål Clementsen, og de fire nordmænd kan i mega-konstellationen betegnes som noget af en indie-supergruppe med baggrund i bands som Stereo21, Casiokids, Syme og The Low Frequency in Stereo.
Lydbilledet på Decay Decoy blæser igennem med skurrende støjguitarer og andet smadder, mens melodiske elementer og tilbageholdte vokaler holder styr på det hele. Repetitive elementer giver til tider reminicenser af en slags syrerock, især i “Dragon vs Dust” og åbneren ”The Undertow”, der i mine øjne samtidig er albummets bedste numre.
“The Undertow” starter med vrængende og distortede guitarer, der strækker deres støjklagen ud, før stortrommen begynder at pulsere i et tungt tempo. Melodien introduceres af andenguitar og hi-hat, før det stramme tempo har bredt sig til alle instrumenter, og den lyse og ubesværede vokal bærer det melodiøse videre. De støjende guitarer bliver ved med at skrige skingert og danner en bølge af gentagende shoegazermønstre, som på samme tid er ustyret og stramt.
Det beherskede ligger i vokalens tilbagelænede, postpunkede og garagerockede facon, og oftest er der en dialogisk forbindelse mellem en kvinde- og mandevokal, mens det forbliver det delvist rodede, dynamiske og udsyrede instrumentalunivers, der bevæger numrene videre.
I nummeret “Neues” er der netop en udveksling mellem de to vokaler, mens trommer og guitar ligger pulserende og bølger nedenunder. Det instrumentale bliver dog aldrig baggrundstapet og tager konstant over, så melodien bevæger sig op og ud og videre.
Der er en god balance mellem det melodiøse og det tilnærmelsesvist improviserede eller frie på Decay Decoy, og selvom det aldrig for alvor bliver grimt eller ustyret, benyttes støjen til at gøre det, den gør bedst: rode lydbilledet sammen og smadre, smadre, smadre.
