Lad det være sagt med det samme: Jeg sluger (næsten) alt, hvad der hedder jangle-guitar, vokalharmonier og pop fra de glade 60’ere råt. Den slags er der masser af på The Bronson Brothers’ andet album, Love Sessions Vol. 1, så den burde jo glide hurtigt ned. Det har dog alligevel taget noget tid, for pladen er nærmest en genindspilning af musik som f.eks. The Zombies eller The Beach Boys.
Derfor var jeg ikke ligefrem imponeret i starten. Jo, sangene var fine, søde og naive popsange, men så kunne jeg jo lige så godt gå på biblioteket og låne et par plader med nogle af brødrenes tydelige inspirationskilder. Det gjorde jeg dog ikke, og det er jeg egentlig meget godt tilfreds med. For selvom numrene måske ikke tilføjer det helt store nye, så er det alligevel 12 solide sange, der kommer som perler på en snor i løbet af de cirka 37 minutter, pladen varer.
Som sagt bliver der ikke sparet på jangle-guitaren, der klimprer derudaf. Det samme kan siges om vokalharmonierne, der stort set er til stede på alle skæringerne. Nogen ville måske sige, at det er for meget af det gode. At det er ensformigt. Det er det egentlig også, men det er alligevel meget charmerende. Der er noget umiddelbart og nærværende over pladen, der da også er indspillet, mixet og mastereret over tre weekender. Live-fornemmelsen fungerer ganske udmærket, og de få overdubs får musikken til at fremstå simpel og skarpskåren.
Teksterne famler rundt om en naiv og næsten teenageagtig kærlighed. Titlen på “Love Happens Twice” taler for sig selv. Det starter med et hujende orgelvirvar, imens der bliver råbt, at kærlighed altså sker to gange, og så kommer et break, hvor man bliver mindet om, at det kan lade sig gøre at finde kærligheden flere gange.
Og sådan er det generelt med denne stærkt beat-inspirerede 60’er-retropop. Ungdommeligt og sødt. Jeg kan godt lide det. Kik op, solen skinner, og hvis man kan lide tyggegummipop af den gamle skole, passer pladen nok meget godt til foråret.
