Da Gram Parsons sammen med The Byrds i 1968 udsendte pladen Sweetheart of the Rodeo, var det ikke bare en genfødsel af The Byrds, men bestemt også en manifestation af countryrocken.
Gram Parsons fortsatte med Byrds-kollegaen Chris Hillman i The Flying Burrito Brothers, og det var sammen med Hillman, at Gram Parsons på en bar i Washington D.C. oplevede en ung Emmylou Harris. Hun havde med blandet held forsøgt at slå igennem som singer/songwriter på slut-60’ernes falmende folkscene i Greenwhich Village, men Gram Parsons tog den unge Emmylou under sine englevinger, og det skulle vise sig at blive et frugtbart omend turbulent og kortvarigt samarbejde.
På ”The Road”, der åbner Emmylous seneste album, synger hun om det tætte forhold til Gram Parsons. Det var Parsons, der introducerede hende til countrymusikken, og den gæld synes hun til stadighed at afdrage på ved hele tiden at udvikle countrygenren og forny sit musikalske udtryk.
Det sås tydeligt i 1995, da Emmylou Harris under stærk indflydelse af producer Daniel Lanois barslede med den mildest talt geniale Wrecking Ball. Siden da har hun måske haft lidt svært ved at lægge Lanois-lyden fra sig, men Hard Bargain er et lille skridt på vejen. ”Six White Cadillacs” introducerer en langt mere rocket Emmylou, end vi har været vant til. De markante trommer og tremolo-guitaren giver sangen et interessant drive.
Det samme gælder ”Big Black Dog”, der dog fremstår en anelse fjollet og ligegyldig i selskab med emotionelt stærke sange som ”The Road” og ”Darlin’ Kate” – et afskedsbrev til veninden og den musikalske kollaboratør Kate McGarrigle, der sidste år måtte give efter for en længerevarende cancer.
Med ”New Orleans” understreger Emmylou sin flirt med den kompakte og lidt fortættede rocklyd. Det er befriende at høre hende kæmpe mod forvrængede guitarer. Det tvinger hende ud i nogle fraseringer, der tilfører den pæne dame den kant, som man indimellem kan savne.
For Emmylou Harris er pæn. Der er i store træk tale om vellyd med de dér bløde og tætte vokalharmonier, der ofte kan afstedkomme enten kvalme eller gåsehud. Men Emmylou har den charmerende renhed, der gør, at selv den største kyniker må give op. Man kunne fortsætte med forslidte termer som ægthed og autenticitet. Men i virkeligheden er det nok enkelhedens poesi, der giver udslaget, som når Emmylou i ”Goodnight Old World” med linjen »Sometimes I feel I am drowning in tears / My eyes are so tired of the troubles I have seen« pirrer tårekanalerne hos de mest sentimentale.
Emmylou Harris sang sammen med Parsons på hans solo-debut GP og på den legendariske Grievous Angel. I 1972-73 turnerede de landevejene tynde, men det fik en brat afslutning, da Parsons i september 1973 døde af en overdosis på et motel i nærheden af Joshua Tree National Park i det sydlige Californien.
»I know I couldn’t save you / And no one was to blame / But the road we shared together / Will never be the same,« synger Harris på ”The Road”. Selvom hun måske ikke kunne redde Gram Parsons fra hans dæmoner, har hun været med til at redde countrymusikken fra stars’n’stripes og hjernedød højrefløjspatriotisme. For ligesom Gram Parsons gjorde det, tilfører Emmylou Harris genren substans og indhold, men stadig med den dybe respekt for de musikalske rødder, som altid har været fundamentet i hendes karriere. Hard Bargain er ikke noget mesterværk, men snarere en naturlig fortsættelse af Emmylou Harris’ rolige musikalske evolution.
