Kan du huske dengang, hvor hullet i ozonlaget var den helt store trussel mod menneskeheden? Jeg kan i hvert fald godt, men det er, som om faren er drevet over. Jeg tror ikke, vi har fået lappet hullet, men siden vi ikke har hørt om det i ti år, så kan det næsten ikke være farligt mere. Sådan er det jo gerne. De helt store trusler mod menneskets overlevelse kommer og går. Først var det ozonlaget, så blev det til klimaforandringer og forhøjet vandstand i havene. Vi opdager såmænd dårligt nok, hvornår den ene trussel starter, og den anden slutter. Alligevel er det, som om vi har brug for at have dommedag hængende over hovedet. Hvis ikke mørket og Skærsilden venter lige om hjørnet, så ville vi da for alvor blive bekymrede.
Så mens småøerne forsvinder, og vandstanden i Limfjorden bare stiger og stiger, leverer The Seven Mile Journey soundtracket til den forestående katastrofe. Som orkesteret om bord på Titanic er der ingen tvivl om, at disse fire aalborgensere er med helt til den bitre ende. For følelsen af, at afgrunden er nær, kommer langsomt men sikkert snigende ind på dig, når Notes for the Synthesis finder vej til øregangene.
På deres tredje album fortsætter The Seven Mile Journey deres stil fra de tidligere. Postrocken bliver fremvist i sin helt klassiske form, og på intet tidspunkt trædes der udenfor. Repetitionerne synes til tider at fortsætte i det uendelige, men giver musikken sit konstant skiftende og samtidig meget låste udtryk. Ved første gennemlyt er man da heller kke i tvivl om, at alt er, som det plejer, og Nikolai, Jakob, Morten og Henrik holder nærmest stædigt fast i deres indelukkede lydunivers. Selv coveret følger stilen fra de foregående udspil med de fire silhuetter på en ensfarvet baggrund – der dog alligevel adskiller sig lidt med blækklatter og kruseduller på et linjeret papir. Generelt er det rent visuelle lavet så simpelt som muligt, og selv de fire bandmedlemmer nævnes kun ved fornavn.
Har man bare en smule kendskab til The Seven Mile Journeys tidligere skiver, så vil man være yderst bekendt med det lydunivers, man bliver draget ind i. Ganske vist er der listet seks numre, men i virkeligheden er det hele i højere grad ét langt nummer opdelt i seks kapitler. ”Departures” sætter det hele i gang med et klaverstykke så stemningsfuldt, at det straks sender mine tanker til ”In Hof der Reichskanzlei” fra “Der Untergang”. Herfra er scenen sat. Stemningen fra åbningsnummeret bliver fulgt op med det mere end 20 minutter lange ”The Alter Ego Autopsies”.
Hvis man husker den alenlange, tonstunge opbygning af nummeret ”Identity Journals” fra forrige plade, så bør man sætte sig tilbage og nyde dette. De enkle akkorder fra guitaren kører hypnotiserende i ring, og omkring dem flakker synthesizerne, der lige så stille overtager mere og mere af lydbilledet. Det langsomt tiltagende lydbillede balancerer konstant på grænsen mellem lys og mørke. Enkle og hypnotiserende melodier bygges langsomt men sikkert op til storladne symfonier. For så igen langsomt at synke dybere og dybere ned. Der er noget utrolig smukt over den uendeligt ildevarslende og indelukkede verden, som The Seven Mile Journey lukker op for. Det kommer især til udtryk i løbet af pladens første halve time, hvorefter trivialiteterne begynder at gøre sig gældende.
Der er ingen tvivl om, at det her handler om musikken og ikke noget andet. Notes for the Synthesis lægger sig meget tæt op ad sine forgængere og er ganske ofte næsten umulig at adskille fra dem. Det er stadig betagende og medrivende, men samtidig begynder håbet om fornyelse sig efterhånden at trænge sig mere og mere på.
