The Family Sign er Atmospheres mest positive og personlige album rent lyrisk hidtil. Der har altid været en charmerende depressiv agenda, men med rapperen Slugs nye lille søn og splinternye ægteskab er grunden lagt for et nyt kapital. Det handler om at forlade tidligere venner, gøre det nødvendige, værdsætte familie og venner, træffe svære valg og finde en middelvej.
Albummet er en samling nærværende, metaforiske fortællinger, hvor Slug tryllebinder sit publikum langt det meste af vejen. Ydermere er dj/producer Ants eminente samplinger lagt på hylden til fordel for en veldrejet liveband-lyd, der har ført til, at guitarist Nate Collis og keyboardspiller Erick Anderson nu er officielle medlemmer i gruppen. Forvandlingen er komplet: fra hardcore rapduo til klangfuldt band.
Linjer som »I only act like an asshole / why don’t y’all stand back and let the man grow« fra “Millenium Dodo” understreger forløbet – ligesom den fængende førstesingle “Just for Show” handler om de mange tidligere Atmosphere-fans, der frustrerede har taget afsked med gruppen pga. den nye lyd: »I treated you better back in the day / and now you feeling like I’m changing / like I’m not the same man,« lyder det ydmygt og troværdigt. Produktionsmæssigt er de to nævnte sange de mest eksplosive på hele albummet, for ellers er der en rød tråd af melankolske, stille produktioner, hvor sart klaverspil, velplacerede guitarriff og afdæmpede trommer sætter scenen eventyrligt godt. Et eksempel er “Became”, hvor Slugs fortælleevne flettes så fint ind i bandets klang, at en tydelig film ses på nethinden.
Er man på nuværende tidspunkt stadig ikke overbevist om, at Slug er hiphoppens dygtigste historiefortæller, kan man passende lytte til “Who I’ll Never Be”, hvor Slug fra et hemmeligt sted betragter en sørgmodig sangerinde over en lækker akustisk guitar. Linjerne »sometimes she’ll search for a line / and I wish I could give her one of mine / But it would all unravel / if she found out I was in the shadow / so I suppress what I obsess / but your biggest fan wanna sing a duet« samt sangens resterende ord er leveret så knivskarpt, at det er regulært gåsehudsfremkaldende.
I ”Ain’t Nobody” ryger glimrende rim systematisk i alle retninger og gør det klart, at Slugs flow aldrig kan blive gammelt, og i “Something So” virker det, som om Slug her på det sjette Atmosphere-album har mere at sige end nogensinde før. Over en intens, delikat, langsomt udviklende produktion hører vi endelig Slug fortælle om sine sønner: »Thank you for the branch you grew on this tree / Your first breath wasn’t easy to find / So you signified the mountain you climbed / by letting out a warrior’s cry / and it sounded like mine / Now everybody hold up the family sign.« Ganske simpelt virkelig velskrevet.
Albummets absolutte højdepunkt, “The Last to Say”, handler om noget så klichépræget som hustruvold. Selvom emnet måske er helt fremmed for mange lyttere, bliver det ubehageligt virkelighedsnært, når Slug fortæller en drabelig detaljeret historie om flere generationers fejltrin: »The anger lives on through their son / Cause he saw, he caught it all / A childhood of watching ma and pa get raw / It’s too bad for him? / Nah, that’s half the truth/ Cause you’re back with him now / and he’s smacking you / What happened to you? / You don’t have a clue? / Did your momma use to suffer accidents too?«
The Family Sign er et særdeles godt album, der søger nye græsgange i stedet for at følge den stensikre opskrift. Der er lagt alt, hvad man kan forvente af krop og sjæl i udgivelsen, og det kan mærkes. Savner man Ants samples? Sommetider, ja. Man kunne nok godt have været foruden bandets lidt for ihærdige forsøg i “She’s Enough”, og ligeledes ville “Bad Bad Daddy” nok have udmærket sig bedre på Atmospheres dobbelt-ep To All My Friends fra september, hvor standarden unægtelig var lidt lavere. Det ændrer dog ikke på, at The Family Sign er et dristigt og betagende album, der vokser på lytteren for hver afspilning.
