FM Belfast er berygtede for deres liveoptrædener. En tour de force i let singalong, strip og festglæde. Lige så oplivende deres koncerter kan være, lige så flad virker deres musik på plade.
Don’t Want to Sleep er andet album fra islændingene i FM Belfast – et bandprojekt, det er svært at sætte medlemstal på, men som i sin hovedkerne synes at bestå af Árni Rúnar Hlöðversson, Lóa Hlín Hjálmtýsdóttir, Árni Vilhjálmsson og Örvar Þóreyjarson Smárason. Som på debuten How to Make Friends (2008) er lyden kitschet dancepop krydret med new waves uhøjtidelige tilgang til lyd og tekst.
FM Belfast virker stålsatte i deres forsøg på at give 80’er-poppen en revival. Der er trommemaskiner, syntheffekter og falset, til det står én ud af ørerne. Lyden er ikke ulig Bananaramas 80’er-synthpop (pigetrioen, der oprindeligt fik “Cruel Summer” på folks læber), hvis blot man skruer op for falsetten og ned for teksternes kompleksitet. FM Belfast skriver efter oneliners. Det er musik, der skal skråles med på af et ekstatisk og danselystent publikum. “I Don’t Want to Go to Sleep Either” er stort set ikke andet end denne ene linje råbt igen og igen og suppleret af nogle sirenelignende keyboardlyde, der skærer i knoglerne. Introens synth-refræn synes passende at være planket fra Depeche Modes “I Just Can’t Get Enough”. Men selvom FM Belfast ikke kan få nok, er det nu en lettelse, når nummeret stopper. Ligesådan er det med nummeret “Vertigo”, der supplerer sine Ibiza-inspirerede baleariac beats med en lige vel entusiastisk trompet.
Højdepunkterne på Don’t Want to Sleep er åbningsnummeret “Stripes”, som byder på den vekslen mellem keyboardakkorder, elektroniske rytmer og breaks, som hev debutalbummet op. “Mondays”, et af de mere afdæmpede numre på pladen, er også ganske fint, da nummeret ikke forventer, at man skal have svælget i Mokaï i urimelige mængder eller bære sine glowsticks-briller for at være i den rette stemning. Den stemning har bestemt også sin berettigelse, men mere som en live-stemning eller til festlige stunder. På en helt almindelig dag virker Don’t Want to Sleep overgearet i sit forsøg på at skabe en art ‘festlig trods’, der påtvinges lytteren uden at sætte sig fast. Problemet med pladen er netop, at den i modsætning til forgængeren ikke har numre, der bliver hængende. Numrene er skåret over samme læst og fremkalder i længden nærmere blyben end danselyst.
På “American” synges der, mere konstaterende end konfrontatorisk: »I’m not afraid to taste your fist,« hvilket er symptomatisk for lytterens oplevelse. Hvis dette sammensurium af gumpetunge synthmelodier og enerverende falsetkor er FM Belfasts knytnæveslag i verdens ansigt, så kan man virkelig ikke besværes med at undvige en lige højre så slatten som en kogt asparges.
