Plader

My Morning Jacket: Circuital

Skrevet af Søren Jensen Lund

Siden My Morning Jacket udgav Evil Urges for tre år siden, har Jim James haft travlt med blandt andet det højt profilerede Monsters of Folk. Nu er My Morning Jacket tilbage med et lunkent album, der mangler tidligere tiders slagkraft.

Der er nu gået tre år, siden My Morning Jacket udgav Evil Urges, der tilbage i 2008 høstede en del roser. Med sangen “I’m Amazed” konsoliderede gruppen sig som en tætspillende maskine, der kombinerede den hårdere rock med dybe amerikanske rødder. Frontfiguren, den gudsbenådede sanger Jim James (indimellem kaldet Yim Yames), stod i 2007 desuden i spidsen for Calexico, da han til Dylan-filmen “I’m Not There” leverede det til dato bedste Dylan-cover, “Going to Acapulco”.

I 2009 var han sammen med bl.a. Bright Eyes-sangeren Conor Oberst en del af det højtprofilerede Monsters of Folk, hvor de amerikanske rødder for alvor blev gravet frem og skyllet i mudret flodvand.

My Morning Jacket har altid strittet i mange retninger, og det har været deres charme. Fra den hårde rocklyd med noter af Sonic Youth og The Black Crowes til helt afdæmpet singer/songwriter over mesterligt udført country.

Circuital proppes der lystigt i cementblanderen. Titelnummeret afslører et guitarriff, der næsten er et rip-off af Radioheads “Creep”, men sangen har et touch, der drager paralleller til west coast-stadionrock. Og så har nummeret selvfølgelig den næsten overdrevne rumklang, der er et af gruppens kendetegn.

I “Wonderful (The Way I Feel)” skrues der ned for tempoet, og Jim James giver den som folksanger af den slags, som akkompagneres af fingerspil og strygerkvartet. Jim James’ stemme er fremtrædende, og man får et glimt af de genialiteter, han indimellem er garant for. Men desværre forbliver det pænt og måske lidt intetsigende. Denne lethed går igen i teksten: »I’m going where there ain’t no fear / I’m going where the spirit is real / I’m going where the living is easy and the people are kind / A new state of mind.«

“Holdin’ On to Black Metal” er en særpræget 80’er-soulpastiche om voksne, der stadig holder af black metal. Det er sådan set en sjov nok ironiseren over voksne, der forsøger at holde fast i deres ungdom, men jeg har ikke meget andet end et træk på skulderen til overs.

Først med den næstsidste skæring, “Slow Slow Tune”, viser My Morning Jacket fordums pragt. Jim James’ vokal blotter sig, og den pompøse tone, der præger hele Circuital, bliver endelig forenet med nerve. “Slow Slow Tune” er så mange niveauer over resten af pladen. Men hvor er det dog rart at vide, at My Morning Jacket stadig har det touch, som gør dem til et af de mere spændende orkestre på den amerikanske alternative rockscene. “Slow Slow Tune” er et vellydende intermezzo på en plade, der i store træk kan betragtes som en smutter.

★★★☆☆☆

Leave a Reply