Trods et sikkert udtryk var Hammonds, Harrington & Destroys lyd ikke særegen nok til for alvor at gøre indtryk.
Ud på de små aftentimer var der til at begynde med ikke synderligt mange, der havde valgt koncerten med Hammonds, Harrington & Destroy frem for det gode sommervejr, som havde præget stort set hele mandagen.
Der blev da ellers lagt ud i forrygende form, og et bredt aspekt af dette årtusindes traditionelle rockscene var repræsenteret i bandets musik. Desuden fornemmede man med det samme inspirationen fra mange andre bands, som umiddelbart lyder lige præcis som kvartetten på scenen. Men ligesom det generede mig ved Fastpoholmens koncert i går, var det også her en skam, at alle gruppens numre lød på stort set samme måde, for bandet har uden tvivl sans for at skrive iørefaldende sange med en vis ungdommelig rastløshed og agressivitet som motivation. En stor ros skal desuden lyde til bandets trommeslager, der cirka midtvejs i koncerten – under en sang, som af forsanger Jacob Printzlau blev beskrevet som »hurtigere« – leverede noget af det mere imponerende trommespil, jeg har set fra en dansker.
Afslutningsvis kunne der sagtens være skruet ned for de hyppige marchrytmer, og Printzlaus vokal blev til tider mere til gene end til gavn for bandets samlede lydbillede; men i bund og grund var koncerten et glimrende eksempel på et band, der har evnerne og et fasttømret udtryk i orden, men som stadig har et godt stykke vej endnu.
