I vinteren 2008 var Jonas Munk og Jakob Skøtt, der udgør halvdelen af Causa Sui, i Chicago, hvor de sammen med musikere fra byens impro/postrockscene, deriblandt medlemmer af Tortoise og Chicago Underground Collective, indspillede en improviseret studiesession. Optagelserne tog Munk med hjem til lille Odense og gennemredigerede grundigt efter en i visse kredse hævdvunden strategi, hvor selve indspilningerne behandles som et fleksibelt råmateriale, der kan prioriteres, manipuleres og transmuteres frit. En strategi, som Cans Holger Czukay i 70’erne på det nærmeste gjorde til en kunstform med tilgangen ‘fri leg i studiet, videnskabelig præcision i klipperummet’.
Jonas Munk bekender sig åbenlyst til den skole såvel som til krautrockens grænseløse eksperimenteren med den frie musik og det repeterende, kosmiske groove. Chicago Odense Ensemble tager dog i lige så høj, hvis ikke højere, grad udgangspunkt i den elektriske, psychrock-influerede jazz, som Miles Davis både så godt som opfandt, og i hvert fald gjorde fuldkommen, i starten af 70’erne med plader som Bitches Brew og Live Evil.
Især de lange numre, åbneren “Parallel Motions” samt “Emmanuelle”, leder tankerne hen på en anden tids noget mere positive syn på jazzrocken, og de udfolder sig i det store og hele efter samme formel: let famlende introer, hvor musikerne langsomt begynder at finde hinanden, gerne anført af Matt Lux’ basgange, der anslår et tema, som resten af gruppen tilpasser sig, udbygger og improviserer over. Skøtts trommer er som oftest lige midt imellem jazzet fabulerende og rocket frempiskende, og de indstifter numrenes langsomt opbyggede, bølgende bevægelser imod klimaks. De to guitarister skiftes til at indtage rollerne henholdsvis som Lux’ wingman i manifestationen af groovet og som solist på toppen af mixet med udsigt og overblik. Rob Mazureks kornet (der i det store og hele er det samme som en trompet) flyder gerne ubesværet over vandene som det oplagte cherry-on-top, overvejende i et krystalklart tonesprog, der øjebliksvis forvrænges klagende og skingert.
Det er i disse numre, at pladen gør sig bedst: Når man netop fornemmer, at kontrollen slippes, og løssluppenheden hos en samling musikere, der næsten er for dygtige, overtager. Det fornemmes, at det givetvis også har været dette mere vildt strittende og energiske materiale, der har været mest taknemmeligt at bearbejde i studiet, hvor dubbede rumklangseffekter og anden studieteknik væver sig rundt om og igennem musikken.
Det er dog ikke kun her, pladen for alvor udfolder sig. Den temmelig vidunderlige, mere postrockede end jazzrockede “Glide Path” er præget af subtil percussion og elektronik samt en gentagende solbeskinnet, naivistisk guitarfigur. Denne overskygges dog midtvejs af en dybfølt solo fra Mazurek, der – i hvert fald ifølge denne afstumpede anmelder, som ikke lader sig berøre af Mazureks kommentar til det afsluttende “Pretty Nice”: »What’s wrong with pretty?« – er så udpræget køn og sentimental, at nummeret efter en fantastisk start lander en smule for tæt på sofastykke-kategorien. Så går det bedre i “Soup”, som på kun seks minutter hoppende og repetitivt når at udvikle sig til et af pladens mest overvældende klimakser med et grundlæggende fire toners guitarriff, der lader elektronik, kornet, trommer og bas få frit spil til at afsøge rummet omkring det dødsimple musikalske skelet.
Pladens højdepunkt indfinder sig i den næstsidste skæring, “Delivery”. Her vokser groovet med det samme, akkompagneret af susende elektronik, percussion og gradvist intensiverende solospil fra Mazurek, fuldformet ud af højtalerne og får virkelig den tid, det kræver til for alvor at folde sig ud imod det skingert magtfulde og i sandhed kosmiske. Her er der fuldblods-psych-soloer fra Munk, der snildt kunne være hentet direkte fra en Causa Sui-plade, med et afsluttende atonalt syrebad. Formlen er her, som på meget af pladen, velkendt, men kraftedeme udført til UG med kryds og slange.
Chicago Odense Ensemble har lavet en plade, der ligesom Causa Sui bærer sine inspirationskilder uden på tøjet og således heller ikke undgår at fremstå en smule nostalgisk i sin åbenlyst næsegruse beundring af Miles Davis, Agitation Free og andre kraut- og jazzrockgrupper fra en tid, hvor tingene tilsyneladende stod bedre til. Men om det ligefrem er et problem, er for så vidt kun et akademisk spørgsmål; det står uden for enhver diskussion, at pladen er både pissekompetent, musikalsk overlegen og for det meste umiddelbart medrivende. Lige så indiskutabelt er det dog også, at den fungerer bedst i sine lange, intense træk, som da også udgør så langt størstedelen af spilletiden, men til gengæld stagnerer lidt vel meget i de kortere, mere atmosfærisk-kontrollerede passager.
