Højt humør og fest er kodeordene på La Liberación, der nærmest fra start til slut inviterer folk ud på dansegulvet – og også nok skal få dem derud. Pladen har en god energi, der smitter lytteren på en ganske særpræget måde. Glamour og glansløshed går imidlertid ofte hånd i hånd, og det rammer også CSS en smule her.
Der er ikke de store underfundigheder på albummet, og der mangler noget mere spænding, før pladen virkelig ville kunne stråle. Brasilianerne er ikke glamourøse i en klassisk forstand, men der er noget ‘skolens duks’ og ‘pæn pige’ over bandet, og deres ryk væk fra den rolle virker som tamme forsøg på at være rebeller.
Dette er specielt tilfældet på pladens sidste nummer, “Fuck Everything”, der giver teenage-associationer og er svær at tage synderlig alvorligt. Nummeret besidder med sine guitarpassager mere kant end nogle af de forrige numre, og med indtoget af diverse blæsere nærmer man sig også noget interessant. Samtidig er der lidt Avril Lavigne over den kvindelige vokal, der skingert proklamerer, at det hele kan stikkes skråt op. Det passer måske i virkeligheden godt til bandets image, der netop ikke handler om at finde ind til livets alvor, men i stedet dyrker den skødesløse og livsglade side af livet.
Inden den rebelske udladning i pladens sidste åndedrag er der dog masser af tyggegummi-stemning, når kvintetten med lommepoetiske lyriske konstruktioner serverer numre som “I Love You”, “Hits Me Like a Rock” og “You Could Have It All”. Der er noget banalt over linjer som »You look at me like I’m your favourite person / but you forgot what favourite means,« fra “You Could Have It All”, der minder mig om børnehaven og de stempler, det var enormt vigtigt at have på hinanden. På samme måde virker CSS’ tekster til tider ret barnlige, og de bliver kedelige i længden, fordi de ikke spiller på så mange tangenter.
Bandet skal derimod have ros for at blande poppede og rockede elementer, som er med til at skabe en vis form for alsidighed og variation, og generelt er der bare go’ stemning på pladen. Der er ingen grund til at forvente dyb lyrik eller storladne instrumentale udladninger, da La Liberación primært er skabt til fis og ballade. Albummet egner sig bedst til at blive smækket på lørdag aften, når vennerne er ankommet og vil give den lidt gas, og lige netop her falder det i god jord.
