The Dubliners og The Avett Brothers antydede yderpunkterne i årets Tønder-program. The Dubliners har over 50 år på bagen, og de sange, som gruppen gjorde til deres, har vel nærmest opnået en popularitet og et sing-along-potentiale, der kun overgås af et par Beatles-sange. ”Whiskey in the Jar”, ”The Wild Rover”, ”Molly Malone” og ”The Black Velvet Band” er sange, som de fleste kender, og det skyldes først og fremmest The Dubliners. På den anden side stod The Avett Brothers, som er det største af det største på den amerikanske folk/country-scene lige nu. Et progressivt orkester, der henter sine fans langt inde i (indie)rock-kredse.
Sarah Jarosz
Det har ofte været diskuteret, hvordan, og ikke mindst hvornår, Tønder Festival ville tage hul på den foryngelsesproces, der ville være nødvendig, hvis ikke festivalen skulle dø med sit publikum.
Tønder Festival er barn af 60’ernes folk-revival. Dengang var det ungdommens musik, og de danske sangere og musikere lod sig inspirere af amerikanske folkesangere som Bob Dylan, Woody Guthrie og Pete Seeger, samt engelske folkrockere som Richard Thompson og Fairport Convention. Det var stemningen fra den legendariske Newport Folk Festival, hvor man holdt hinanden i hænderne og sang ”We Shall Overcome”. Tønder Festival blev kendt for at hente de ypperste navne fra den scene, og få dem til at komme igen år efter år. På den måde har Tønder Festival opbygget et trofast publikum, der søger denne specielle stemning, men også et publikum, der langsomt blev ældre og ældre.
I øjeblikket ser vi en ny folk-revival tage form. Med internettet og mp3-afspillere er der dog sket et markant skred i den måde vi – og især de helt unge – bruger musik på. Man bekender sig ikke til én bestemt genre, men lytter til den musik, man kan lide. På den måde er den nye bølge ikke så tydelig, som den var i 60’erne, og den sker parallelt med nybrud inden for en lang række genrer. Den nye folkemusik er heller ikke så klart defineret, som den var i 60’erne og 70’erne. Den låner i langt højere grad fra andre genrer, men alligevel definerer disse unge musikere deres musik som værende folk eller folkemusik.
Og det er præcis dér, Tønder Festival skal slå til. Godt nok er folkemusikken voldsomt hypet for tiden, og den umiddelbare popularitet vil nok lægge sig igen, ligesom det skete med folkemusikken op igennem 80’erne og 90’erne, men den vil overleve som nichegenre og vil være det, der skal sikre Tønder Festivals overlevelse. Tønder Festival bliver bare nødt til at affinde sig med, at stjernerne i dag hedder Mumford & Sons, Bon Iver og Cody og ikke Fairport Convention, Pete Seeger og Runrig.
Frigg. Foto: Sami Perttilä
Fredag aften spillede norske Sigrid Moldestad på Tønder Gymnasium. Med sin fantastiske stemme og sit kompetente band, bevægede hun sig i og omkring den norske vise- og folkemusik-tradition med et folk-poppet udtryk, der måske var til den pæne side. Store dele af publikum var omkring de 60, hvilket ikke gjorde musikken dårligere. Men Sigrid Moldestad kunne sagtens fylde en scene på SPOT med det publikum, der om ikke andet selv mener, at de har fingeren på pulsen. Det samme gælder finske Frigg, der sluttede fredag aften af på gymnasiet. Deres intelligente arrangementer og vanvids-violin affødte brøl blandt publikum. Frigg leverede en medrivende koncert og viste, at den melodibaserede folkemusik, der ligger tæt op ad den traditionelle musik, kan have energi og kraft, som er tæt på de udladninger, der kommer fra et punkrock-band.
Selvom den nordiske folkemusik får stadig større opmærksomhed i udlandet, er det stadigvæk inden for de små folkemusik-miljøer, der udgør nicher på de forskellige landes musikscener. Sådan vil det nok altid være, men så kan man jo forsøge at udvide disse nicher, for det kvalitative niveau er i top, og musikken har en bred appel, hvor det progressive går hånd i hånd med det mere folkelige.
Der skal bare være de navne på plakaten, der lokker den nye generation ud af byerne og ned til Tønder. The Avett Brothers var et skridt på vejen, og selvom The Avett Brothers var et scoop, og at det måske bliver svært igen at få dem til Tønder til en overkommelig pris, så er der mange bands, der står i kø for at blive de næste store. Her har Tønder Festival en enestående mulighed for at være den festival, som præsenterer den nye folk- og roots-musik, lige før den slår igennem – en rolle, som Roskilde Festival i mange år har haft på især rocksiden. Men Tønder er på vej. For eksempel præsenterede Tønder singer/songwriter Justin Townes Earle to år før, han kom til Roskilde, men Tønder Festival har misset en del navne til Roskilde, som ellers kunne have været med til at generere et yngre publikum – for eksempel Bonnie ‘Prince’ Billy, Bright Eyes og Joanna Newsom.
Tønder Festival har det netværk og den viden, der skal til for at grave de nye navne frem, men de mangler måske modet til at udfordre sit eget publikum. Selvfølgelig kan The Dubliners spille på Tønder Festival, selvfølgelig kan Runrig, og selvfølgelig skal der være plads til Arlo Guthrie og de andre navne, der har været med til at gøre festivalen til det, den er. Med de mange scener, der er på festivalen, kan det også sagtens lade sig gøre. Der er plads til mange forskellige musikstile og koncertformer. Mens vi andre blev blæst væk af The Avett Brothers, spillede den canadiske trio The Once på Tønder Kunstmuseum, og de, der havde været til stede, fik en helt anderledes intim oplevelse. Og den lille hyggelige Visemølle har også lagt vægge til koncerter, hvor den direkte kontakt mellem publikum og optrædende har været unik. Tænk, om Tønder Festival kunne præsentere Joanna Newsom i Visemøllen!
Tim O'Brien og Sarah Jarosz. Foto: Jens Th., www.jens-th.com
Da bluegrass-stjernen Tim O’Brien blev inviteret på scenen af purunge Sarah Jarosz under hendes koncert i Telt 1 lørdag aften, var der en helt speciel energi. De trækker på de samme rødder, men fortolker dem på forskellig vis. Ligesom det var tilfældet med The Avett Brothers senere på aftenen overraskede også Sarah Jarosz publikum, og da den smukke og halvanden meter høje sangerinde sluttede koncerten af med Tom Waits’ formidable ”Come On Up to the House”, var det med en version, der var så blid, at det var svært at forestille sig, at Tom Waits kunne synge den sang. Men Sarah Jarosz havde publikum i sin hule hånd, og imens der blev skrålet igennem på det yderst sangbare omkvæd, viste Jarosz, at hun er en del af fremtidens festival.
Sigrid Moldestad, Tønder Gymnasium, fredag:
Frigg, Tønder Gymnasium, fredag:
Sarah Jarosz, Telt 1, lørdag:
