Plader

Den Fjerde Væg: Glittertårer EP

Det københavnske band Den Fjerde Væg har udgivet en lille ep med tre numre fra deres første album. Der er tale om fin og drømmende indiepop.

Et lille dansk poporkester er, hvad Den Fjerde Væg er. De har udgivet en lillebitte ep på bare tre numre, der skal virke som en teaser for, hvad der kommer til at ske, når deres plade, Drengekys, udkommer til oktober.

Første nummer virker næsten som et gammelt Ibens-nummer. Der er ikke nogen, der savner sin blå, blå cykel, men stilen er ikke desto mindre lidt derhenad. Det er let pop, der dog ikke er letbenet. For der er ingen tvivl om, at guitarerne og de svimlende synthesizere har ambitioner om mere end et enkelt knaldhit, der er glemt hurtigt igen.

Det næste nummer, ”Et svin iblandt os alle”, leder tankerne hen på Sufjan Stevens og Beach Boys. Sufjan med de klimprende melodier, der langsomt kommer kravlende frem fra klaveret og klokkerne. Det er ret vellykket. Den ellers så fyldige vokal er trukket tilbage i lydbilledet, og der er givet plads til nogle fine vokalharmonier. Det virker rart og varmende med det nynnende kor, der stille og roligt forsvinder ud af lydbilledet.

Det sidste nummer er noget mere krævende end de to foregående. Der er tale om et afdæmpet og dystert stykke musik, der sniger sig af sted i langsomt tempo. Så langsomt, at man er bange for at gå i stå. Afdæmpet keyboard og hvad, der lyder som klokkespil, bimler fredeligt derudad, og selvom der kortvarigt er optræk til noget lidt løssluppent, sker der aldrig det store. Det gavner desværre ikke helhedsindtrykket.

Men tre stjerner bliver det alligevel til. 2,5 for de to første sange, og så en halv for den sidste. Jeg ser frem til at høre mere.

★★★☆☆☆

Note: Et af Den Fjerde Vægs medlemmer, Lasse Aagaard, er tilknyttet Undertoner som skribent.

Leave a Reply