Tak, Ane Trolle. Tak, fordi du fik mig til at gå tidligt hjem lørdag under den i mine ører uudholdelige Sunburned Hand of the Man-koncert sidst på aftenen. Det betyder nemlig, at jeg søndag formiddag har overskud til at tage i zoologisk have og se på stressede isbjørne, inden 6’eren kører mig mod Enghavevej. Lige i tide til indianertoner fra sidstedagens førstemand, danske Own Road.
Et af de særdeles vellykkede tiltag på dette års Festival of Endless Gratitude har været etableringen af den lille scene ude i forhallen, hvor flere af de mere afdæmpede musikere har spillet. Her er Own Road alias Simon Skjødt også placeret og lader både freefolkede indie-indianer og regulær indiefolk strømme ned over de tidlige søndagsgæster gennem akustisk guitar og vokalleg. Folken er medrivende og båret frem af gentagelser, og vokalen i starten er næsten som mandlig sirenesang med vibrato og senere loopet i samplersjov.
En poetisk start på dagen, må man sige. Endnu mere poetisk er den irish coffee, jeg får fra Sort Kaffe og Vinyl, der har haft en kaffe- og kagebod under hele festivalen.
El Paraiso Records Ensemble leverer dagens bedste stener-soundtrack. Foto: Signe Palsøe
Sort kaffe med god whiskey og flødeskum. Så mangler man bare lidt røvballesyre, og hey, så er det godt, man har Knút. Ikke som i nu afdød, nuttet isbjørneunge, men som i det færøske band af samme, fængende navn. Det er i den grad en flok energiske og entusiastiske unge mennesker, der indtager den store scene – trommeslageren hamrer løs, og den kvindelige tamburinslager må ømme sin venstre hånd efter at have gået for meget til den med tamburinslagene. Forsanger Knút Háberg Eysturstein ligner en kortere klippet Aron og har da også lejlighedsvis samme skrøbelighed at spore i vokalen. Anderledes hovedkulds kaster guitaristen sig rundt og spiller, snupper tamburinen og slår med på venstre lår, mens højre hånd så har til opgave at slå strengene an alene, indtil begge hænder griber om tamburinen og slår den ind mod guitarstregene. Ude i højre side af scenen står John Levin, der indtil videre har spillet et par gange med bl.a. Sarah Hepburn og Mikkel Elzer torsdag. Han spiller på en monitron, der kaster analog synth ned over foretagendet og indgår i den enorme række af musikalske samarbejder på Festival of Endless Gratitude.
Festivalen er i år mere som et traditionelt spillested end som det kunsteksperimentarium, det var sidste år. Tilsyneladende grundet i et ønske om at rydde op blandt de mange arvede effekter, der var tilbage efter tidligere års festivaler, og som genopstod på festivalen i 2010. Hele forrige uge var stedet desuden udlejet til en udstilling, der hed “Farvel til elefanterne”, og lørdag den 10. var der KPH Award i lokalerne, så festivalen havde under en uge til at forberede i. Det må have været hektisk.
Hektisk er også Ben Vidas koncert midt i rummet. Han har indtaget lydmændenes boks, bøjet over hhv. bærbar og mixerpult. Herfra fylder han den forholdsvis tomme remise med højfrekvente lydbølger, der lader de undersøgende soniske interferenser folde sig lydligt ud som en metallisk spiral, der bliver trukket langsomt i og vokser til et virvar af toner. Den dybe bas svinger sig op og ned, og organiske dryppelyde bliver mixet ud til deres yderste. Ekstremdrone.
Den tidlige søndags to bedste bands spiller umiddelbart herefter. Jack Allett, der spillede lørdag med Cam Deas, spiller først på den lille scene. Guitarvirtuositet er altid kærkomment for festivalens publikum, og Alletts på samme tid storladne og opbyggelige folkkompositioner er smukke og melankolske. Britens indskudte position i programmet synes typisk for festivalen af to årsager: Dels bliver der rykket meget rundt mellem bandsene – f.eks. var også både Doc Dunn og Emma aflyst søndag – og dels er succesraten for erstatningsbookingerne imponerende høj.
Runar Magnussons bror bryder ud. Foto: Signe Palsøe
Næsten tårevædende bliver Head of Wantastiquets enmandskoncert da også, da Paul LaBrecque atter indtager den store scene. Her stod han også fredag, da Mackinawhite spillede. Denne gang er han i selskab med en dobro-guitar, der udgyder langsomme og ubarmhjertigt skærende guitaranslag og lægger sig som en tung dyne over den opmærksomme skare. Der er en sørgelighed i guitarens metalliske og uendelige resonanser, og de rullende rundgange næsten tvinger sig mod en smertens forløsning og omslutning.
Det opbyggende element er ifølge programmets anvisninger også til stede i det efterfølgende act. Om britiske The Doozer står der: »The Doozer builds. He has previously built stone houses and wooden ships.« Om der decideret er tale om en ombygning af San Fransisco-bandet med det ekstra j, er ikke til at sige. På et backtrack ligger simpel og lo-fi percussion, og duoen er poppet tilbagelænet på den der klubværelse-agtige måde. Vokalmelodi og de øvrige instrumenters melodiske forlæg følger nogenlunde hinanden, og selvom projektionerne på de nøgne betonvægge syrer ud i farvede væsker, så er der ikke megen atonal udflugt her. Volumen er som under visse andre koncerter ret lav, og det er ærgerligt, da der sidst i The Doozers optræden alligevel går drone i den.
Det slår mig, hvor meget af festivalens samlede lydæstetisk der handler om manipulationer af toner. At bearbejde, tilpasse og tilordne lyd, så det tager andre og nye former, end det ellers var tiltænkt.
(AM)
Lidt som at være eventyrer. At være eventyrer er at drages mod de blanke pletter på kortet. De højeste tinder, de dybeste dyb, de fjerne kroge og den uigennemtrængelige skov. Netop det sidste var det duoen Andy Spore & Steve Kados mål at udforske, trænge ind i, hugge sig frem i, hugge sig vild i og vildfare i. Steve Kado tager tilløb med et par udstrækningsøvelser, og 1-2-3 kaster duoen sig ud i en lettere lidenskabsløs tilsvining af tordenvejr, der udvikler sig til en lydcollage af brok. Med programmets junglemetaforer in mente er det svært ikke at se paralleller til Joseph Conrads koloniale, litterære storværk “Heart of Darkness”. Først den hvide mands brok over omgivelser, så opbygningen af et junglelandskab gennem fløjteloops og rytmer på en skovbund af ambient støj. Og da saxofonens toner sætter ind, »the horror, the horror«, er de skingre og halvkvalte, som Conrads karakter Kurtz på dødslejet. Samspillet med fantasien fejler ikke noget, men selve musikken har hårde betingelser med dens væld af høje toner, der klasker mod betonvæggene.
Spost afslutter festivalen med et veritabelt noise-angreb. Foto: Signe Palsøe
Langt mere behageligt ruller El Paraiso Records Ensembles bølger af synth og guitarloops. El Paraiso Records er Causa Suis selvstartede pladeselskab, og både Jonas Munk og Jakob Skøtt fra sidstnævnte er da også at finde på scenen sammen med Nicklas Sørensen fra Papir. Det himmelske ensemble bygger krautrock ud af guitarmelodier på en bund af synthfigurer. En umiddelbar sammenligning kunne være lyden på E2-E4 af tyske Manuel Göttsching – en prominent figur på 70-80’ernes Kosmische-scene. Krautrock lige på kanten til det punkt, hvor den slår over i techno. En udpræget behagelig stener.
Og så hænder det absolut mest mystiske, men samtidig også gudsjammerligt kedsommelige, på festivalen. Islandske Runar Magnusson har hyllet sit projekt i mystik, men hintet til, at det ville involvere både musik, performance og installationskunst. Resultatet er et absolut ambient værk. Siddende i skrædderstilling inde i en kasse af stof og lister er Magnussons bror, som en ubevægelig silhouet mod en baggrund af rødt lys. Lige så ubevægelig er musikken, der ligger som en statisk bund af høj støj. Der bliver kigget – intet sker – der bliver kigget lidt mere – stadig intet – der bliver drukket øl, der bliver drukket kaffe, der bliver set på kunst – stadig intet fra kassen – og så rører skikkelsen forsigtigt på sig. Lyden af bevægelserne, de forsigtige slag mod rammen, der efterhånden udvikler sig mere og mere voldsomt, bliver forarbejdet til bastoner af Magnusson, og sammen når de klimaks, da skikkelsen bryder gennem kassens loft. En interessant idé, der bidrager til det mangfoldige kulturudtryk, festivalen indbyder til, men selve udførelsen vækker nu flere gab end gys.
Er man gået måbende i stå over performance-kunstens forunderligheder, får Spost hurtigt rykket en ud af sløvsindet. Den københavnske gruppe spiller bogstaveligt talt festivalens sidste nummer. En hel koncert bygget op som et langt groove holdt i gang af en af festivalens større besætninger: hele tre guitarister, en bassist, en trommeslager, en tøndeslager og en råber. Musikken bevæger sig i hektisk oppiskede bølger. De tre guitarer kurer rundt i lydbilledet, mens trommerne skiftevis øger kaos og giver det struktur via rytmemønstre, man som lytter kan hægte sig fast i for en stund. Det er en temmelig krævende omgang no-wave, tidspunktet og søndagen taget i betragtning, og i og med at det ikke er til at skelne ordene i råbene, stryger musikken desværre for hovedparten mere hen over end ind i én.
At deltage i Festival of Endless Gratitude er som at være eventyrer på luksusklasse. Afslappet siddende med en pale ale i den ene hånd og asiatiske snacks i den anden kan man møde nye bands, se underlige instrumenter og stenede kunstnere. Blive blæst væk af krautrock det ene øjeblik og slappe af til akustisk folk det næste. Selvom det tværæstetiske element i år ikke var lige så fremtrædende, synes der alligevel at være en umættelig nysgerrighed, som man kan håbe på driver værket videre til endnu en eventyrlig festival næste år.
(LC)