Birthgiving Toad: For Awkward Company

Tilbage i juni måned var jeg så heldig at skulle stå for anmeldelsen af Spids Nøgenhat-koncerten på dette års Roskilde Festival. Dengang beskrev jeg bandet som »Danmarks mest kompetente syrerockere«, selvom jeg oprindelig havde skrevet »Danmarks eneste syrerockere«. Det undlod jeg, med henblik på at der måske alligevel fandtes andre egentlige bands med hang til syrerock her i landet.

Et sådant band er netop Birthgiving Toad, der er et ungt dansk/polsk samarbejde med medlemmer i alderen 19 til 22 år, og som lyd- og kompositionsmæssigt bevæger sig meget i og omkring år 1970. Kvintetten har lige udsendt deres første plade, For Awkward Company, der indeholder 10 numre på lige over 25 minutter, og som jeg, med stor forventning, er dykket ned i.

Først og fremmest blev jeg nødt til at tjekke samtlige lydindstillinger i mit anlæg for fejl, da jeg var overbevist om, at der måtte være noget helt galt. Det viste sig dog, at den til tider skramlende produktion af albummet er helt bevidst, hvilket må betyde, at der et eller andet sted i de sene 1960’ere står et band bestående af nogle langhårede hippietyper og mangler hele deres lyd. Dét tegnede i hvert fald godt.

Og med fire åbningsnumre, der gav op til flere eksempler på den brede vifte af rockgenrer, som Birthgiving Toad bevæger sig i, følte man sig godt dækket ind efter kun 12 minutter. Det hele blev både syret, psykedelisk, progressivt samt en smule stonet med fuzzpedaler, skæve taktarter og til tider makaber synthesizerlyd, førend jeg stødte på det første af to interludier, “Drop Inside”. For på For Awkward Company er der blevet plads til to numre af højst et minuts længde, hvoraf “Drop Inside” – i modsætning til den bizarre fortælling om “Han, som hun var ude at bo i skyen”, der bærer præg af forsanger Lasse Buchs maniske latter samt lige så maniske og spontane udbrud – faktisk sagtens kunne tåle at få smidt et par minutter eller flere efter sig. Materialet er der i alle fald til et helt nummer, så man kan godt ærgre sig lidt over, at det i dette tilfælde ikke var blevet til en fuldendt komposition. Det samme gælder coveret af Sly & the Family Stones “(You Caught Me) Smilin'”, hvor man igen sidder og føler, at nummeret desværre fader ud alt for tidligt. Men når det nu kun er gældende for to numre, heraf det ene et cover, så kommer det heldigvis ikke til at overskygge de mange andre musikalske godbidder, som pladen ellers byder på.

Når man derudover tænker på, at det er Birthgiving Toads debutalbum, så er det imponerende, hvor selvsikker pladen virker som helhed – kompositionerne er velovervejede, og bandets overordnede udtryk er et af de mere autentiske inden for netop de subgenrer, som i forvejen ikke har den største bandpopulation på den danske musikscene. Desuden går rygtet på, at der snart skulle være hele to albums mere klar. Så man kan heldigvis ikke just påstå, at det er et band, der befinder sig på den lade side. Til gengæld skal Birthgiving Toad nok blive interessant at følge fremover.