Plader

The Smile: Wall Of Eyes

The Smile går med Wall of Eyes fra at være et spontant sideprojekt til at være et seriøst rockband, der spiller med en vild musikalske spændvidde uden at give afkald på det dybfølte.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg kunne komme igennem denne anmeldelse uden at nævne elefanten i rummet: Radiohead. Det løfte er nu brudt, for hvis der er noget, der har betydning for The Smile, så er det, at 2/3 af gruppen udgøres af vokalist Thom Yorke og guitarist Jonny Greenwood fra netop Radiohead (trommeslager Tom Skinner fra jazzgruppen Sons of Kemet fuldender trioen). Da The Smile albumdebuterede i 2021 med A Light for Attracting Attention, blev de mere eller mindre placeret i kassen med pandemiprojekter, man sagtens kunne nyde, men som, når alt kom til alt, mest var en mellemstation før et nyt album fra Radiohead kunne blive en realitet.

Vi skriver nu 2024, Radiohead ligger stadig på is, men The Smile er, efter en længere turnévirksomhed, der blandt andet bragte dem forbi Roskilde Festival 2022, aktuelle med en opfølger til debuten. Wall Of Eyes hedder den – en titel, der klinger Yorke’sk af fremmedgørelse, overvågning og kynisme. »This major league, make believe, make believe,« lyder det midtvejs. Hvad eller hvem kan man stole på og give sig hen til?

»Is that still you / With the hollow eyes? / Change to black and white / Strap yourself in…« Titelnummeret henvender sig direkte til lytteren og til vores fælles evne til at skelne facade fra sand intention. Musikalsk intelligent drives nummeret frem af en bossanova-guitar der, indenfor musikken, velsagtens er indbegrebet af forførelse. Det er et vældigt organisk band, der byder velkommen på ”Wall Of Eyes”. Yorkes vokal er ganske sagte med en underspillet vibrato. Der lægges en bund af akustiske guitarer, lidt strygere, og sære elektroniske udladninger sørger for, at undergangen trods alt stadig er nær.

Det føles frit, uforpligtende og ført og fremmest søgende. Hvor A Light for Attracting Attention var en idiosynkratisk legeskole, der præsenterede flere uudgivne Radiohead-numre i nye musikalske afrobeat/postpunk/mathrock-klæder, er Wall Of Eyes et anderledes afrundet hele. Der er færre ekskursioner ud i soniske randområder, og mere fokus på at komme fra start til slut.

For mig at se er sangene som små rum, man kan kigge ind i og få en ny oplevelse. ”Read The Room” er et af de mere frigjorte af slagsen. Det starter lige på og hårdt med et balkanklingende riff, hvorefter marchagtige trommer driver produktionen frem. Det lyder markant mere ufriseret, end noget bandet har udgivet indtil videre. Det er hverken decideret jazzet eller postpunket; det er gøglet, på den gode måde. Yorke kritiserer grådighed og egoisme og slår selv over i et Jack White-kvaksalvertonefald: »It takes the fun out / Maybe I can’t, maybe I can’t be arsed / This crashing currency.« Ved nummerets afslutning lyder The Smile næsten som et ganske almindeligt rockband. Men de kan selvfølgelig ikke dy sig for at peppe kraut-rytmen op med en skæv taktart. Der er stor idérigdom i produktionerne og mange knapt så afrundede kanter.

Albummet er ikke, som Thom Yorke ellers har for vane, produceret af lydtroldmanden Nigel Godrich. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men man kan godt mærke at den nye producer, Sam Petts-Davies – (som faktisk har arbejdet sammen med Radiohead som tekniker) – kommer med nogle andre kvaliteter. Wall Of Eyes er ikke den omhyggeligt sammensatte konstruktion, som det gør sig gældende for de fleste Godrich-produktioner. Lyden virker mere ubehandlet – til tider tangerende en klassicisme, en tidløs melodiøsitet – med et større fokus på den interne banddynamik.

Særligt ”Friend Of A Friend” bringer noget nyt til bordet. Sangen er en pianoballade som de blev skrevet i start-70’erne, men først og fremmest et uvant, og kærkomment, singer-songwriter-moment fra Thom Yorkes hånd. Tænk Lana Del Reys “The Greatest” fra Norman Fucking Rockwell! (2019) kombineret med Radioheads “Pyramid Song” fra Amnesiac (2001). Yorke synger om at stå og betragte vennerne, der nyder solen på balkonen; der er afstand mellem mennesker, men også en ægthed. Hans stemme, og den karakteristiske falset, står (stadig) naturstridigt klart frem i smuk samklang med den melodiske bas. ”Friend Of A Friend” sidder ikke fast i fortvivlelsen.

Selvom The Smile generelt er stilsikre på Wall Of Eyes, har ikke alle sangene den samme gennemslagskraft. Den minimale, atmosfæriske ballade ”I Quit” står mere som en fodnote i det større billede. Den ødelægger ikke helet, men den er heller ikke videre mindeværdig. Det er til gengæld den 8-minutter lange paradeopvisning, ”Bending Hectic”. En bilulykkeshymne, der i slow-motion lader sangens jeg iagttage et fald fra en bjergside. Faldet er, set gennem jegets øjne, ikke en katastrofe, men en mulig frisættelse. Musikalsk lykkes det for bandet at understøtte scenen. Jonny Greenwoods guitar spiller i sangens første del en række repetitive arpeggioer, der alligevel synes at være i udvikling. Jeg skal ikke kunne kloge mig på hans teknik, men det lyder, som om strengenes stemning ændres mens han spiller. I free-time illustreres faldet, som en omvendt oprejsning. Et tidspunkt, hvor ingen bekymringer spiller ind.

Nummeret kulminerer, da strygerne, der hidtil har understøttet pladens sært romantiske/klassicistiske strømning, skifter karakter og hvinende kanaliserer den polske komponist Krzysztof Pendereckis voldsomme ”Threnody to the Victims of Hiroshima” (1961). I total (selv)kontrol slår bandet over i en smadderrocket afslutning. Thom Yorke synger med bundløs indføling: »I force myself to turn!«

Med al den snak om Radiohead, er det på tide at anerkende, at The Smile er et band i egen ret. Yorke, Greenwood og Skinner afviger med Wall Of Eyes fra en sikker formular og fra det stilrene. Pladen er en rejse (død metafor, men det er den altså) gennem falskheden, mod en mulig forløsning. Det er umanérligt godt klaret her tredive år efter at Oxford-bandet, de kaldte Radiohead, debuterede.

★★★★★☆

Leave a Reply